Er du klar på at skifte bilen ud med cyklen, og træde i pedalerne? Så er det nu du skal besvare spørgeskemaet for at komme i betragtning som deltager i et nyt og sjovt cykelprojekt.
Klik her: Udfyld spørgeskemaet og kom i betragtning til at deltage
Allerød Kommune starter et nyt og spændende adfærdsprojekt ved navn "Allerød Træder Til". Projektets formål er at få flere pendlere til og fra Allerød til at skifte bilen ud med cyklen mellem hjemmet og arbejdspladsen.
Projektet skal understøtte Allerød Kommunes målsætning om at reducere CO2-udledning fra transport med 40 % i 2030, set i forhold til 1990. Målsætningen er, at 50% af transporten skal foregå på cykel, til fods eller med kollektiv trafik i 2030 (i 2016-18 udgjorde dette 37 %).
Ved at deltage i projektet bidrager du med viden om motivationen for at udskifte bilen med cyklen og reducere kommunens CO2-udslip gennem fossile brændsler.
Begrænset antal pladser
Vi søger 150 personer, der har lyst til og mod på at tage udfordringen op og udskifte bilen med cyklen til og fra arbejde minimum 3 gange om ugen.
Du får dit eget smartwatch
Ved projektets start modtager du som deltager et smartwatch til en værdi af 1.500 kroner. Uret bruges til at registrere fremskridt og bevare motivationen under hele forløbet. Uret er således en central del af projektet, og alle deltagere skal anvende det under forløbet.
Om projektet
Projektet forløber fra den 1. marts – 31. august 2025. I disse måneder skal deltagerne cykle helt eller delvist mellem hjemmet og arbejdspladsen mindst 3 gange om ugen. Det vil sige, at man enten cykler hele vejen eller supplerer cykling med offentlig transport på sin rute.
Udover et smartwatch modtager deltagerne også støtte og konkrete værktøjer fra BehaveGreen, der hjælper med at bevare motivationen og gøre cykling til en naturlig og fast del af hverdagen
Parterne bag projektet
Allerød Kommune indgået et samarbejde med BehaveGreen om adfærdsstudiet ”Allerød Træder Til”, finansieret af Cykelpuljen under Vejdirektoratet.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at sende en mail til Anna Dalgaard: arbn@alleroed.dk