Alle kommuner har tilknyttet et Børne- og ungeudvalg, som ifølge Barnets Lov kan træffe beslutninger om tvangsfjernelse og andre tvangsmæssige indgreb i forholdet mellem forældre og børn.
Hvis dit barns sag skal for Børne- og ungeudvalget, kan det være, fordi du ikke giver samtykke til en afgørelse, forvaltningen har truffet.
Det kan også være, at der er tale om en så indgribende afgørelse som fx anbringelse på en sikret døgninstitution, at det kun er Børne- og ungeudvalget, der har kompetence til at træffe afgørelsen.
Børne- og ungeudvalgets sagsbehandling
- Børne- og ungeudvalget er uafhængigt af forvaltningen og skal sikre, at der sker en neutral afgørelse i sagen.
- Udvalget har pligt til altid at høre både forældrene og barnet eller den unge, hvis det er modent nok og ønsker at deltage. Barnet har ret til at blive hørt fra det er 10 år.
- Formålet er at lave en samlet vurdering af barnets eller den unges situation, så udvalget kan træffe den bedste afgørelse for barnet eller den unge.
- Børne- og ungeudvalget skal kun forholde sig til den konkrete indstilling fra forvaltningen og kan altså ikke foreslå en helt tredje løsning.
Børne- og ungeudvalget skal tage stilling i sager, hvor forældrene og forvaltningen er uenige om fx
- at barnet skal undersøges nærmere (fx ved psykiatrisk undersøgelse)
- at barnet skal anbringes uden for hjemmet
- at barnet fortsat skal være anbragt uden for hjemmet
- at forældrene ikke må se og/eller have kontakt med barnet, mens det er anbragt uden for hjemmet.
Børne- og ungeudvalget skal også træffe beslutning i sager hvor,
- der skal være overvåget samvær, hvilket vil sige, at der skal være en person fra kommunen til stede, når forældrene mødes med et barn, der er anbragt uden for hjemmet
- forældrene ikke må få oplysning om, hvor deres barn er anbragt
- anbringelsesstedet skal være en delvis lukket, sikret eller særligt sikret institution.
Udvalget kan fx i sager om anbringelse træffe beslutning om, at afgørelsen skal gælde for en kortere eller længere periode, end det forvaltningen indstiller.
Ifølge loven skal alle kommuner have et Børne- og ungeudvalg, der består af:
- To politikere fra kommunalbestyrelsen
- En byretsdommer
- To pædagogisk-psykologisk sagkyndige, fx børnepsykologer.
Børne- og ungeudvalget træffer sin beslutning om, hvad der skal ske i dit barns sag på et møde. Du har ret til at deltage og fortælle, hvad du mener vil være det bedste for dit barn. Derfor er udvalgets møde meget vigtigt.
Inden mødet har Børne- og ungeudvalget modtaget et mødeoplæg fra forvaltningen. Mødeoplægget rummer en indstilling, hvor forvaltningen forklarer, hvad den mener, der bør ske i dit barns sag og hvorfor. Dit barns holdning skal også fremgå af indstillingen. Udvalget får desuden udleveret resultatet af den børnefaglige undersøgelse og andre relevante dokumenter fra dit barns sag.
Forældre og børn over 10 år har ret til gratis at få en advokat hver til at repræsentere sig, når en sag skal behandles i Børne- og ungeudvalget.
Advokaten kan deltage i mødet sammen med dig. Hvis du af en eller anden grund ikke vil eller kan deltage i mødet, kan du lade advokaten deltage på dine vegne. Advokaten kan så fortælle børne- og ungeudvalget, hvorfor du ikke er enig i forvaltningens beslutning.
Vi anbefaler, at du vælger en advokat, som kan repræsentere dig. Det er gratis, og det er din ret.
Du vil få udleveret indstillingen og de dokumenter, som forvaltningen giver til Børne- og ungeudvalget. Du bør læse alle papirerne grundigt igennem. Hvis du har valgt en advokat, vil denne også få udleveret papirerne.
Hvad vil du gerne fortælle Børne- og ungeudvalget? Du bør forberede dig på at forklare, hvorfor du ikke er enig med forvaltningen, og hvad du selv mener, vil være det bedste for dit barn. Dette kan du med fordel gøre sammen med advokaten.
Vil du have en bisidder med til mødet? En bisidder er en person, du mener, vil kunne hjælpe og støtte dig. Det kan fx være en ven, et familiemedlem eller en anden i dit netværk.
Børne- og ungeudvalgets fem medlemmer og en sekretær vil være til stede under mødet. Dit barn vil også deltage, hvis det ønsker at være med, såfremt barnet er over 10 år. Hvis barnet har en advokat og / eller bisidder, vil de også deltage i mødet.
Alle forældremyndighedsindehavere vil være indkaldt sammen med deres advokat, og deltager i mødet sammen med eventuelle bisiddere. Også forældre uden del i forældremyndigheden vil være indkaldt, hvis sagen drejer sig om samvær med deres barn.
Dit barns familiekoordinator og en ledelsesrepræsentant fra forvaltningen vil også være til stede, fordi børne- og ungeudvalget kan have brug for at stille nogle uddybende spørgsmål. Det sker også, at en læge, eller andre med særlig viden om barnets situation, deltager i mødet.
Forvaltningen sørger for, at der er en autoriseret tolk til stede, hvis det er nødvendigt. Hvis du ønsker en tolk, skal du aftale det med barnets familiekoordinator.
Mødet foregår i et mødelokale på Allerød Rådhus eller Retten i Hillerød. Du vil få en mødeindkaldelse fra Børne- og ungeudvalgets sekretariat en uge forinden, hvor du vil få at vide, hvor og hvornår mødet foregår.
Børne- og ungeudvalget vil oftest starte med at tale med barnet, hvis det deltager i mødet. Det sker som regel uden at forældrene er til stede, så barnet kan tale sin egen sag, evt. med støtte fra en bisidder. Du vil i så tilfælde blive bedt om at vente udenfor mødelokalet. Hvis barnet ikke ønsker at se dig til mødet, kan udvalget tale med barnet i et andet lokale på rådhuset.
Børne- og ungeudvalget vil herefter tale med dig og de andre personer, der er indkaldt til mødet.
Når Børne- og ungeudvalgets medlemmer har talt med dem, de skal tale med, vil alle blive bedt om at vente på gangen uden for mødelokalet.
Derefter beslutter udvalget, om det er enig eller uenig i forvaltningens indstilling. Når udvalget har truffet sin beslutning, vil alle blive bedt om at komme ind igen, hvor udvalget fortæller, hvad det har besluttet.
Børne- og ungeudvalgets afgørelse gælder fra mødet er slut. Du vil modtage afgørelsen skriftligt med posten inden for ca. to uger efter mødet.
Hvis dit barn skal anbringes uden for hjemmet, vil der umiddelbart efter mødet blive lavet en aftale om, hvordan det skal foregå. Hvis dit barn allerede er anbragt, men det bliver besluttet, at det skal hjem til dig at bo igen, vil du og dit barns sagsbehandler lave en hjemgivelsesplan i samarbejde med barnets anbringelsessted. Planen beskriver, hvornår og hvordan barnet skal flytte hjem igen.
Efter mødet har børne- og ungeudvalget ikke mere med dit barns sag at gøre, og det er igen dit barns familiekoordinator, som tager sig af sagen
- Du har ret til at give udtryk for din holdning på Børne- og ungeudvalgets møde.
- Du vil automatisk få tilsendt forvaltningens mødeoplæg inden mødet. Derudover har du ret til aktindsigt i hele dit barns sag. Du skal kontakte dit barns familiekoordinator, hvis du ønsker aktindsigt.
- Du har ret til gratis advokathjælp ved udvalgets behandling af sagen både før, under og efter mødet i udvalget. Dette gælder dog kun i den konkrete sag, som udvalget træffer afgørelse i.
- Du har ret til at have en bisidder med på mødet, dvs. en person der kan hjælpe og støtte dig, fx en ven.
- Du har ret til at klage til Ankestyrelsen over Børne- og ungeudvalgets afgørelse.
- Du har ret til at få behandlet Ankestyrelsens afgørelse i retten, hvis Ankestyrelsen følger børne- og ungeudvalgets afgørelse.
- Du har ret til gratis tolk.
Dit barn bliver indkaldt til Børne- og ungeudvalgets møde fra det er 10 år.
Dit barn har ret til at have en person med til mødet, som det føler sig tryg ved, og som kan støtte dit barn i at få sagt de ting, som det gerne vil sige. Det kaldes en bisidder og kan fx være en pædagog eller en anden fra dit barns netværk.
Dit barn har det de samme rettigheder, som du har - fx ret til gratis advokathjælp.
Du kan klage til Ankestyrelsen, hvis du ikke er enig i Børne- og ungeudvalgets afgørelse. Ankestyrelsen er uafhængig af kommunen. Hvis du har valgt en advokat, kan denne hjælpe dig med at klage.
Ankestyrelsen skal have modtaget klagen senest fire uger efter at sekretariatet har sendt børne- og ungeudvalgets skriftlige afgørelse til dig. Ankestyrelsen skal vurdere din klage og træffe en afgørelse inden for otte uger. Indtil Ankestyrelsen har truffet sin afgørelse, er det børne- og ungeudvalgets afgørelse, der gælder.
Ankestyrelsen har telefonnummer tlf. 3341 1200.
Læs mere på Ankestyrelsens hjemmeside www.ast.dk