Bymidten i Allerød har længe været prioriteret politisk af byrådet i Allerød. Med vedtagelsen af Udviklingsstrategien for Lillerød Bymidte i 2012 og prioriteringen af at ”skabe en række byrum, der højner kvaliteten af opholdsmuligheder i bymidten”, er der igangsat og gennemført en række ambitiøse forandringsprojekter i bymidten.
Byforum Allerød
Ejerforeningen Bymidten i Allerød, Allerød Handelsforening og Allerød Kommune danner Allerød Byforum.
I slutningen af 2016 satte repræsentanter for bygningsejere, handelsforeningen i Allerød og Allerød Kommune sig om bordet for at drøfte bymidten i Allerød.
Ligesom så mange andre bymidter, blandt Danmarks 200 handelsbyer, er bymidten i Allerød under forandring som følge af stigende internethandel, større mobilitet, flere kæder og ændrede forbrugermønstre.
Parterne var enige om, at Allerød har brug for en bymidte som er et livligt og naturligt mødested for borgere - og at opgaven med at udvikle bymidten i Allerød er fælles og kræver indsatser fra alle parter.
På den baggrund opstod foreningen Byforum Allerød - et non profit offentligt/privat samarbejde baseret på frivillighed.
Visionen
Visionen for Byforum Allerød er ”En levende bymidte med handel, kulturelle og sociale aktiviteter”.
Bag visionen ligger et ønske om udvikle bymidten til et mødested, hvor borgere i alle aldre naturligt finder hen og samles om at nyde byens stærke kulturelle tilbud, at handle i et udvalg af special- og dagligvarebutikker, samt at færdes i et livligt cafe- og restaurationsliv og i byrum med særkende og sjæl, der indbyder til ophold, inspiration, bevægelse og socialt samvær. Bymidten skal også med sit udvalg af kulturtilbud, butikker, arrangementer og atmosfære kunne tiltrække handlende og besøgende fra andre byer.
Byforums organisering
Foreningens bestyrelse består af repræsentanter for de stiftende parter.
- Allerød Kommunes byråd: Karsten Längerich (formand Byforum), Miki Larsen, Merete Them Kjølholm
- Allerød Handelsforening: Karna Lønne (næstformand og kasserer Byforum), Cecilie Hermansen, Ole Biegler
- Ejerforeningen: Morten Wind Lindegaard, Jørgen Vieth
Foreningen har ansat en City Manager, som har ansvaret for at skabe engagement og fællesskab gennem aktiviteter og oplevelser - og medvirker til at sikre fremdrift i foreningens virke og skabe resultater sammen med bestyrelsen.
Bestyrelsen nedsætter arbejdsgrupper, som går i dybden med konkrete indsatsområder.