Senest per 31. december 2022 skal affaldsproducerende virksomheder sortere deres husholdningslignende affald efter samme sorteringskriterier som husholdninger.
Virksomheder skal sortere i minimum 10 affaldsfraktioner i beholdere med retvisende piktogrammer.
Indsamling af genanvendeligt affald er markedsudsat og udføres af private aktører. Det er virksomhedens ansvar at kunne dokumentere overfor kommunen, at der er lavet en aftale med en affaldsaktør, som er godkendt i det nationale affaldsregister til at indsamle de pågældende affaldsfraktioner.
Alternativt kan virksomheden selv aflevere det sorterede, genanvendelige affald på genbrugspladsen, såfremt virksomheden har betalt for adgangen til genbrugspladsen. Dette kan være et alternativ for virksomheder med små mængder affald.