Når du bygger, bygger om eller river ned, skal det ske efter nogle faste regler. Det handler både om din og andres sikkerhed – og om at sikre et sundt, tilgængeligt og klimavenligt byggeri.
Byggeloven – rammen for byggeri i Danmark
Byggeloven fastsætter de overordnede regler for, hvordan byggeri skal planlægges og udføres. Formålet er at sikre:
- at byggeriet er sikkert og sundt at opholde sig i
- at bygninger er tilgængelige for alle
- at byggeriet tager hensyn til miljø og klima
Bygningsreglementet – de konkrete krav
Bygningsreglementet er en samling detaljerede regler, der hører under byggeloven. Det indeholder de specifikke krav, som byggeri skal leve op til – uanset om det gælder nybyggeri, ombygning eller nedrivning.
Reglementet gælder for de fleste bygninger og konstruktioner. Det fortæller ikke, hvordan du skal bygge, men hvilke krav dit byggeri mindst skal leve op til – fx når det gælder:
- isolering
- indeklima
- brandsikring
- adgangsforhold