En kommune kan vælge at opkræve et byggesagsgebyr for den tid, de bruger på at behandle en byggesag.
I Allerød Kommune er byggesagsgebyret pr 1. januar 2025 kr. 1.103 kr. pr. time.
- Byggesagsgebyr beregnes efter tidsforbrug pr. sag, efter den timepris, der er gældende på det tidspunkt hvor sagsbehandlingen foretages.
Opkrævning af byggesagsgebyret
Byggesagsgebyret bliver opkrævet i to rater
- Rate 1 – fra byggesagen påbegyndes, frem til meddelelse om afgørelse
- Rate 2 – fra meddelelse af afgørelse, frem til afslutning af byggesagen.
Det betyder, at den byggesagsbehandling der foretages efter afgørelse og til sagens afslutning, også vil blive opkrævet gebyr. Faktura fremsendes til ejendommens ejer som digital post.
Hvad er omfattet af gebyret?
Gebyret opkræves jf. Bygningsreglement 2018 (BR18), kap. 1, § 39 og kan reguleres hvert år.
Byggesagsgebyr kan også opkræves, hvor en ansøgning om byggetilladelse trækkes tilbage, hvor der meddeles afslag på ansøgningen, samt ved kommunens behandling af lovliggørelsessager og dispensationsansøgninger.
Kommunen opkræver ikke gebyr, hvis sagen afvises ved ansøgning. Der betales heller ikke gebyr for byggesagsbehandling efter anden lovgivning, som f.eks. planloven.
Kommunen må ikke opkræve mere i gebyr, end de faktiske udgifter til byggesagsbehandling efter byggeloven.