For unge og voksne med ADHD eller lignende vanskeligheder - næste hold starter i september 2024.
Har du udfordringer med at mestre din dagligdag i forhold til uddannelse, job og privatliv?
Så er der rigtig god hjælp at hente på kurset R og R2 (reasoning and rehabilitation), hvor du får redskaber til for eksempel:
- at skabe overblik
- planlægge tiden
- koncentrere dig og løse opgaver på en fokuseret måde
- kontrollere følelser eller håndtere konflikter i din dagligdag
Om kurset
Kurset R og R2 (reasoning and rehabilitation) udbydes af Allerød Kommune gennem vores samarbejdspartner ”Fremtiden Nord Syd”
- Kurset består af et forløb på 15 sessioner á 2 timer, samt 2 opfølgningssessioner á 2 timer.
- Det foregår i Allerød
- Næste hold starter i september 2024.
Hver kursussession tager afsæt i et overordnet tema, hvor du sammen med de andre deltagere bliver præsenteret for- og træner bestemte færdigheder. Gennem sjove og engagerende øvelser får du redskaber, som kan hjælpe dig med at planlægge konstruktive løsninger, arbejde struktureret og håndtere de problemer, du møder i hverdagen.
Et vigtigt element i kursusforløbet er, at du får tilknyttet en PAL (Participants Aid for Learning), der fungerer som en slags coach, der bidrager med at skabe bro mellem kurset og din dagligdag.
Få mere information eller tilmeld dig
Hvis du er interesseret, skal du ringe til den kursusansvarlige Søs Navi på tlf. 2464 2638.
Evalueringerne viser, at kurset gør deltagerne bedre til at mestre hverdagen
Allerød Kommune har siden 2016 i samarbejde med Socialstyrelsen, Fremtiden Nord Syd, Hjerneskadecenter Bomi, Lolland og Odense kommuner afprøvet programmet R og R2 (reasoning and rehabilitation) med rigtig god effekt.
Allerød Kommune har i perioden haft 42 borgere tilknyttet kurset, hvoraf 26 har gennemført. Projektet er evalueret af Rambøll Management Consulting, og de foreløbige resultater viser, at man efter deltagelse i kurset bliver bedre til at mestre sin dagligdag i forhold til uddannelse, job og privatliv.