STIME er et forløb til børn og unge med let til moderat nedsat funktionsniveau på grund af bekymring, tristhed, forstyrrende tanker eller selvskade.
STIME-forløbet er en tidlig indsats, der skal hjælpe barnet eller den unge med at trives og fungere bedre i hverdagen. I Allerød Kommune har vi mulighed for at screene og vurdere om et STIME-forløb kan være en relevant hjælp for et barn eller en unge.
Forløbet varetages af familieindsatsens fagfolk og foregår i Det Åbne Hus, Frederiksborgvej 61, 1. sal i Allerød.
Forløb: Når svære følelser fører til selvskade (12-17 år)
Forløbet er for børn og unge med aktuelle tanker om selvskade eller direkte (ikke suicidal) selvskade indenfor de sidste tre måneder. Forløbet består af én visitationssamtale og 8 samtaler, hvor barnet eller den unge og forældre taler med en behandler sammen og hver for sig.
Forløb: Når bekymring og tristhed fylder for meget (13-17 år)
Til efteråret/vinter vil der også være et forløb for børn og unge med tegn på mild til moderat angst og/eller mild depression. Forløbet består af én visitationssamtale og 6-9 samtaler, hvor barnet eller den unge og forældre taler med en behandler sammen og hver for sig. Forløbet vil være tilgængeligt til efteråret/vinteren 2024.
Mere om indsatsen
STIME står for styrket tværsektoriel indsats for børn og unges mentale sundhed. Det er et samarbejde mellem kommuner og børne- og ungdomspsykiatrien i Region Hovedstaden.
Du kan læse mere om STIME-forløbene på Region Hovedstadens hjemmeside.
Sådan kan dit barn blive vurderet i forhold til et forløb
Har du et barn/en ung, som du ønsker vurderet i forhold til et STIME-forløb, så skriv en kort mail med information og dit telefonnummer, og hvornår vi kan kontakte dig til: familieindsatsen@alleroed.dk
Du kan også ringe til Åben Rådgivning.
Vejen til STIME-forløbet starter med, at du kontakter Familieindsatsen eller Åben Rådgivning. Derefter vil der blive lavet screening, vurdering og visitation, hvor kommunen undersøger, om indsatsen er relevant for barnet/den unge. Herefter kommer der et tilbud om samtaler eller en henvisning videre i kommunen eller psykiatrien. Efter forløbet er der en evaluering.