Den 27. august 2024 kl. 19.00 kan interesserede og nysgerrige møde op på Allerød Rådhus, Bjarkesvej 2. Her vil opgaveudvalget præsentere og begrunde deres ni anbefalinger til byrådet om kollektive og klimaneutrale varmeløsninger i jagten på at udfase gas og olie fra boligopvarmning.
Med anbefalingerne mener opgaveudvalget, at kommunen bedre vil understøtte både borgernes, virksomhedernes og forsyningsselskabernes handlemuligheder i forbindelse med omstillingen til nye kollektive og klimaneutrale varmeløsninger. Samtidig vil information, kommunikation og vejledning om disse handlemuligheder blive styrket.
Dagsorden for informationsmødet
Tilmelding ikke nødvendig. Du møder bare op i borgerportalen på rådhuset i Allerød, kl. 19.00.
- Hvorfor snakke varmeforsyning og kollektive løsninger? v/ Anders Møller Glümer
- Fra Gasafhængighed til Grøn Omstilling v/ professor Brian Vad Mathiesen
- Øges boligværdien når du sløjfer gasfyret? v/ Flemming Elsborg, Ejendomsmægler MDE
- Opgaveudvalgets anbefalinger v/ Anders Møller Glümer
- Bekymringer og udfordringer – dialog mellem opgaveudvalget, Inkl. spørgsmål fra salen
- Afsluttende mingling og spørgsmål
Baggrund
Byrådet i Allerød Kommune nedsatte i efteråret 2023 et såkaldt opgaveudvalg, som fik til opgave at udarbejde en række anbefalinger om, hvordan etablering af kollektive og klimaneutrale varmeløsninger kan sikre en hurtigere udfasning af olie og gas til gavn for klimaet og borgerne.
Opgaveudvalget har gennem et års tid, undersøgt, udforsket og diskuteret forskellige potentialer, fordele og ulemper ved varmeløsninger og er nu klar med ni anbefalinger. Anbefalingerne er baseret på tværfaglige drøftelser, faglige vurderinger og erfaringer fra praksis.
Den videre proces:
- Opgaveudvalget har leveret anbefalingerne til Miljø- Erhvervs- og Byudvalget, som behandler sagen på deres møde den 13. august 2024, hvorefter den oversendes til byrådet.
- Byrådet behandler sagen på deres møde den 29. august. Om byrådet vælger at prioritere og dermed afsætte midler til at arbejde videre med anbefalingerne, vil højest sandsynligt kunne afspejles i byrådets budgetforlig i efteråret.