Velkommen til Allerød Kommune. Tæt på hinanden. Tæt på naturen.
Allerød Kommune ligger midt i det grønne Nordsjælland, med gode trafikforbindelser til det øvrige hovedstadsområde og overalt naturskønne områder, skove og åbent landskab.
I Allerød er vi tæt på hinanden. Vi er en kommune med mange stærke fællesskaber og muligheder for alle aldre og interesser.
Allerød byder på
- Uddannelsesmuligheder for dagtilbud til gymnasium.
- Skoler og dagtilbud ligger fagligt helt i top - og drives ud fra et helhedsorienteret læringssyn med med fokus på menneskelig udvikling og trivsel, såvel som høj faglighed.
- Gode fritidsfaciliteter med fantastiske udearealer og frie udfoldelsesmuligheder
- Et rigt forenings- og kulturliv, der omfatter det landskendte teater Mungo Park, biograf og biblioteker
- Gode indkøbsmuligheder med fine bymidter med hyggelige butiks- og cafémiljøer og også store,velassorterede supermarkeder og rummelige parkeringsfaciliteter.
- Rigdom på natur, hvoraf en stor andel er fredet eller beskyttet natur. Flere steder findes ualmindelige naturtyper med sjældne dyr og planter.
Byområderne
Allerød Bymidte med Allerød Station er centrum i Lillerød-Blovstrød byområde. Langt hovedparten af byområdet ligger mindre end 2 kilometer fra Allerød Station.
Allerød Bymidte er hele kommunens hovedcenter med den største koncentration af butikker og kulturelle aktiviteter. Allerød Kommune, Allerød Handelsforening og Ejerforening samarbejder i Byforum Allerød om at skabe en levende bymidte med handel, kulturelle og sociale fællesskaber. Følg med i, hvad der sker i bymidten på www.mitallerød.dk og facebook.com/mitallerod.
Lynge-Uggeløse byområde er vokset op omkring de idyllisk beliggende landsbyer Lynge og Uggeløse. Lynge Bytorv ved Hillerødvej er byområdets detailhandelscenter.
Det gamle Blovstrød med det fredede Blovstrød Gadekær med landsbykirke og gadejord giver et idyllisk og historisk godt indblik i en typisk Nordsjællandsk landsby, og mellem Lillerød og Blovstrød finder du et stort og nyere byudviklingsområde, der også rummer mange samt offentlige faciliteter som skoler, idrætsanlæg, svømmehal.
Mere om Allerød
Allerøds 7 skoler (6 offentlige og 1 privat) og Allerød Gymnasium understøtter at omkring 30% af indbyggerne er børn eller unge. Da vi samtidig har en af de længste levetider i landet giver det en jævn og harmonisk aldersfordeling i kommunen.
Borgerne i Allerød er ressourcestærke, med en gennemsnitsindkomst 30 % over landsgennemsnittet, og vi har siden 2010 haft landets laveste arbejdsløshed.
Med et opland på 120.000 personer i Nordsjælland der har mindre end 15 minutters transport til Allerød, et S-tog der ligger i forlængelse af hovedgaden, og nærhed til to hovedfærdselsårer til København gør det Allerød til en meget attraktiv handelsby både at besøge og etablere sig i.