Er du i en vanskelig økonomisk situation, kan du søge kommunen om økonomisk tilskud til en række udgifter (enkeltydelser - hjælp i særlige tilfælde).
Som hovedregel kan du ikke få hjælp til udgifter, du har påtaget dig, inden du søger kommunen om hjælp. Kommunen tager stilling i hvert konkret tilfælde. Det derfor vigtigt, at du sætter dig ind i reglerne og kravene til ansøgning, inden du søger. Du er velkommen til at bede kommunen om vejledningshjælp.
Du kan fx søge om hjælp til:
- Enkeltudgifter, der er rimeligt begrundede og har været uforudsigelige, hvis du har været ude for ændringer i dine forhold
- Midlertidig hjælp til betaling af flytteudgifter, depositum - eller af husleje, hvis du er udsættelsestruet på grund af huslejerestance
- Sygebehandling, medicin, tandbehandling, psykolog, fysioterapi, briller eller lignende, der ikke kan ydes hjælp til efter anden lovgivning. Behandlingen skal være nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet
- Tandpleje, hvis du modtager ydelser svarende til uddannelseshjælps- eller kontanthjælpsniveau efter lov om aktiv socialpolitik
- Flytteudgifter som fx udgifter til depositum/indskud, transport af indbo og rejseudgifter. Får du hjælp til boligindskud, skal du betale hjælpen tilbage på et senere tidspunkt. Hvis du vil flytte til en anden kommune, skal du søge om hjælp i den kommune, som du ønsker at flytte til.
- Udgifter i forbindelse med samvær med børn, som ikke bor hos dig.
Dette gælder for alle med lav indkomst - dog ikke hvis du er folkepensionist eller førtidspensionist under gammel ordning. Her har du i stedet mulighed for at søge om personligt tillæg eller helbredstillæg.
Vejledende rådighedsbeløb
Vejledende rådighedsbeløb som benyttes i forbindelse med ansøgning og afgørelse. Gældende pr. 1. april 2023:
Pensionister: | |
Enlig | 4.138 kr. |
Ægtepar/samlevende | 7.775 kr. |
Tillæg barn | 1.379 kr. dog maks. 4.138 kr. |
Kontanthjælpsmodtagere mm. | |
Ung u/25 år, hjemmeboende | 1.129 kr. |
Ung u/25 år, udeboende | 2.508 kr. |
Enlige | 3.511 kr. |
Ægtepar/samlevende | 6.521 kr. |
Tillæg barn | 1.379 kr dog maks. 4.138 kr. |
Læs mere og ansøg på borger.dk
Læs om/søg økonomisk tilskud på Borger.dk: Økonomisk tilskud fra kommunen
Når du sender din ansøgning, er det vigtigt, at du også sender al dokumentation med, som du bliver bedt om. Det kan fx. være: boligudgifter, kopi af lejekontrakt, behandlingsoverslag mv.
I kommunens kvalitetsstandarder er serviceniveauet specificeret
I Allerød Kommunes kvalitetsstandarder kan du læse om det serviceniveau, som de politiske udvalg har fastlagt indenfor områderne:
- Familie, børn og unge
- Voksne med særlige behov og handicap
- Ældre- og plejeområdet