Forslag til Affaldsplan 2023–2035 er kommunens styrings- og planlægningsværkstøj, der skal fremme cirkularitet i kommunernes og forsyningsselskabets (Norfors’) del af værdikæden i affaldsbranchen. Affaldsplanen tager sit afsæt i den nationale affaldshåndteringsplan Handlingsplan for Cirkulær Økonomi.
Det ene mål i forslag til Affaldsplan 2023-2035 er mere genbrug og bedre genanvendelse, som skal imødegå, at for meget affald i de fire kommuner afleveres som restaffald ved bopælen, som brændbart affald i storskraldsordningerne og på genbrugspladserne.
Mængden af brændbart affald skal reduceres markant i den kommende planperiode. Der skal arbejdes for at genbrugelige og genanvendelige materialer i langt højere grad cirkuleres flere gange. Først når de har udtjent deres funktion og kvalitet, skal de til forbrænding.
Samtidig skal der gennem planen arbejdes aktivt for at sikre fortsat kvalitet og serviceniveau i de affaldsordninger, som kommunerne driver.
Det andet mål i forslag til Affaldsplan 2023-2035 er derfor effektive affaldsordninger, som skal sikre, at det affaldssystem, der tilbydes, understøtter brugerne i at gøre det rigtige på en nem måde. Det skal sikres, at der opnås mest muligt miljø og service for pengene ved at fokusere på om ordninger, beholdere, kørsel og behandling er de mest fordelagtige.
Bemærkninger og ændringsforslag til forslag til Affaldsplan 2023-2035 skal være kommunen i hænde senest til og med den 5. september 2023. Høringssvar sendes som e-mail til: renovation@alleroed.dk
Høringssvar offentliggøres som udgangspunkt uredigerede og med fulde navn og adresse. Se mere om databehandling.