For at fjernvarmen i kommunen er fremtidssikret, er det væsentligt, at den produceres på CO2e-neutrale kilder. Det kræver nye produktionsanlæg og -metoder.
I Allerød Kommune er der overordnet set tre indgange til at påvirke fjernvarmeleverancen – som ejer, som delejer og som varmemyndighed, der behandler
projektforslag.
Allerød Kommune kan som ejer af varmeselskabet AK Fjernvarme træffe beslutninger om at omstille produktionen. Det kræver en byrådsbeslutning inden for visse lovgivningsmæssige rammer.
Kommunen deler ejerskabet af forsyningsselskabet Norfors med fire andre nordsjællandsske kommuner. Her har kommunen altså også mulighed for at påvirke selskabets retning i forhold til f.eks. bæredygtighed eller CO2e-neutralitet via bestyrelse og ejerstrategier.
Endelig er der mulighed for, at Allerød Kommune som varmemyndighed kan orientere sig om forsyningsselskabers varmeplaner. Varmemyndigheden er forpligtiget til at godkende fjernvarmeprojekter, der er samfundsøkonomisk rentable, men kan dog se bort fra naturgas som kilde. Kommunen vil derfor via dialog opfordre til, at projekterne bidrager til at opfylde både kommunens og Danmarks mål om CO2e-neutralitet.