I november 2022 vedtog Allerød Kommune Klimatilpasningsplan 2022. Planen beskriver, hvordan vi vil forebygge og håndtere de udfordringer, som klimaforandringerne skaber i kommunen. Den indeholder en analyse af risici, klare mål og konkrete indsatser.
Klimatilpasning bliver en del af kommunens øvrige planlægning, blandt andet i spildevandsplanen og kommuneplanen. Planen revideres i 2026-27, hvor vi også tager højde for nye krav og behov.
Indsatserne retter sig især mod kraftigere regn og risiko for oversvømmelser, da det er den største klimamæssige udfordring lokalt. Derfor prioriterer vi arbejdet med en opdateret spildevandsplan og en ny skybrudsplan i de kommende år.