Energi i kommunale bygninger
Allerød Kommune har som ejer af en væsentlig del af bygningsmassen i kommunen et ansvar for at reducere energiforbruget. Det er ikke en ny indsats, men kommunen vil fortsat vise klimalederskab og reducere energiforbruget for at blive fri af fossile brændsler.
SKRU NED FOR ENERGIFORBRUGET I DE KOMMUNALE BYGNINGER
Allerød Kommune har gennem en årrække arbejdet med at reducere energiforbruget i de kommunale bygninger. Det sker både gennem bygningsmæssige forbedringer, løbende energirenoveringer og udskiftning til bedre energisystemer. Der sker investeringer i både overvågning, analyse af data og opfølgning. Senest er der investeret i CTS (Central Tilstandskontrol og Styring), som anvendes til at styre og regulere bygningers varme- og ventilationsanlæg, så de fungerer optimalt med det mindst mulige energiforbrug.
Det er således en videreført indsats at skrue ned for energiforbruget, og indsatsen vil blive beskrevet nærmere i en kommende ejendomsporteføljestrategi.
Det er en fordel for kommunen som helhed at reducere energiforbruget, fordi det reducerer omkostningerne. Det kommer alle borgere til gode.
ENERGI- og CO2-REGNSKAB FOR KOMMUNEN SOM VIRKSOMHED
For at kunne arbejde målrettet med CO2e-reduktion i kommunens bygninger, biler og øvrige drift, udarbejdes et datagrundlag og en baseline i form af et energi- og CO2e-regnskab for kommunen som virksomhed. Indsatsen vil spille sammen med energirenoveringer i bygninger, men også kunne kvalificere andre reduk-tionstiltag for kommunen som virksomhed.
Datagrundlaget kan bruges som udgangspunkt for en konkret formulering af mål på området, hvilket vil bidrage til formuleringen af konkrete indsatser og finansiering. Indsatsen kan desuden danne grundlag for at øge klimabevidstheden blandt medarbejderne og give et øget fokus på de forbrugsbaserede udledninger.

Borgernes energiforbrug
Over halvdelen af boligerne i Allerød Kommune er opført i perioden 1900-1979, altså før bygningsreglementet for alvor stillede krav til bygningernes energiforbrug. Der vurderes derfor at være et potentiale for energirenovering af boligmassen i kommunen.
INDSATS MED BOLIGFORENINGER
Lejere af boliger eller ejere, der bor i en samlet bebyggelse som f.eks. rækkehuse, har ikke samme muligheder som ejere af enfamiliehuse for selv at igangsætte energirenoveringer. Allerød Kommune vil gå i dialog med boligselskaber og boligforeninger for at afdække potentialet for energirenovering eller energioptimering af driften af bygninger. Der kan bl.a. skabes grundlag for videndeling for en styrket effekt.
Det vil være en fordel for særligt lejere, hvis deres omkostninger til energi kan nedsættes samtidig med, at der er potentiale for at øge komforten i boligerne.
ENERGITJEK HOS BORGERNE - MED DELVIS KOMMUNAL FINANSIERING
I Allerød Kommune vil vi gerne arbejde for, at borgernes energiforbrug reduceres og bliver mere klimavenligt. For at fremme energirenovering vil kommunen give tilskud til energitjek til udvalgte målgrupper af husejere. Indsatsen målrettes for at sikre en rimelig og retfærdig fordeling. Husejere i de udvalgte målgrupper vil modtage en invitation om tilbuddet som digital post og
energitjekket udføres af en privat rådgiver.
Der forventes både økonomiske og komfortmæssige fordele for boligejerne i kommunen. Indsatsen forventes at have en positiv effekt på borgernes energiforbrug.
SAMARBEJDE MED EJENDOMSMÆGLERE OM ENERGIVEJLEDNING VED HUSSALG OG -KØB
Potentialet for at energirenovere boligen er stort, når boligen skifter hænder. Mange renoverer deres bolig ved køb eller salg og ejendomsmæglerne er de nærmeste rådgivere. Allerød Kommune vil derfor samarbejde med lokale ejendomsmæglere om at sikre en stærk energivejledning ved hussalg og -køb. Konkret kan indsatsen være at klæde ejendomsmæglerne godt på med viden i form af et kursus.
Indsatsen forventes at have en positiv effekt på udførte energirenoveringer ved ejerskifte af boliger.

Virksomhedernes energiforbrug
Private virksomheders energiforbrug udgør i 2022 ca. 22.700 tons CO2e, som svarer til 22 % af den samlede CO2e-udledning i kommunen.
En ny kortlægning fra Energistyrelsen (2023) viser, at potentialet for at spare energi hos danske virksomheder fortsat er betydeligt.
Allerød Kommune vil understøtte virksomhederne i at reducere deres energiforbrug. Indsatsen hænger sammen med den tværgående virksomhedsindsats og vil som udgangspunkt bestå af en indledende screening af virksomheder samt en efterfølgende dialog om behov og mulige samarbejder.
Der er en forventning om, at særligt industrien med produktionsvirksomheder vil være målgruppen, og indsatser om solceller i erhvervsområder ses i sammenhæng med denne.
Kommunens rolle vil som udgangspunkt bl.a. være at oplyse og vejlede om mulighed for at søge tilskudspuljer samt bidrage til at synliggøre og dele lokale virksomhedscases og viden.
Grøn Varme i Allerød Kommune
Energiforbruget i Allerød Kommune udgøres af el, rumvarme og procesenergi. Energiforbrug og udledning af drivhusgasser hænger sammen. I Allerød Kommune er der en forventning om et stigende elforbrug og øget rumvarmebehov, da der er en positiv tilvækst med flere borgere og nye boliger.
De seneste års udsving på det internationale energimarked og energikriser har medført store prisudsving som rammer borgerne. Denne usikkerhed kan mindskes ved at reducere energiforbruget. Med det nyligt genindførte håndværkerfradrag er der endnu et muligt incitament for at rykke nu.
For kommunens eget energiforbrug er der de samme problemstillinger, og derfor vil Allerød også fortsætte arbejdet for at reducere energiforbruget i kommunens egne bygninger.
Fordelingen mellem udledningen fra forbruget hos borger, erhverv, og offentlig service ses herunder.
Sektormål
7 % reduktion af varmeforbruget i kommunale bygninger i 2030.
2,5 % reduktion af varmeforbruget i husholdninger i 2030.
5 % energibesparelse hos fremstillingserhverv i 2030.