Helhedspleje (tidligere hjemmehjælp)

Helhedspleje er til dig, der har brug for støtte i hverdagen. Vi tager udgangspunkt i dine ressourcer og hjælper dig med at bevare din selvstændighed og livskvalitet.

Med helhedsplejen får du hjælp, pleje og støtte i et sammenhængende forløb, der er tilpasset dine ressourcer og behov. Det kan være praktisk og personlig hjælp i hjemmet samt vedligeholdende genoptræning.

Du møder en fast personalegruppe, som kender dig og dine behov. Hjælpen er så vidt muligt tilpasset din hverdag og tilrettelagt i tæt dialog med dig.

Læs mere om helhedspleje

Helhedsplejeforløb

Helhedspleje bevilges som et sammenhængende forløb, der indeholder det som du har behov for støtte til. Hjælpen kan tilpasses løbende i samarbejde med hjemmeplejen, hvis dit behov ændrer sig.

Helhedsplejeforløb visiteres på baggrund af dit funktionsniveau. Når du søger om helhedspleje, vurderer vi, hvor meget du selv kan klare, og hvor meget støtte du har behov for.

Som borger i Allerød kommune kan du visiteres til et ud af fem helhedsplejeforløb, der kan indeholde hjælp til personlig pleje, praktisk hjælp, træning og afgrænset sygepleje.

Forløb 1 – Let støtte i hverdagen

Er til dig der kan klare de fleste aktiviteter selv. Du kan have behov for hjælp til afgrænsede opgaver, for at klare dig i hverdagen. Det kan fx være rengøring, genoptræning eller tøjvask.

Forløb 2 – Nogen støtte i hverdagen

Er til dig der deltager aktivt i nogle eller flere af hverdagens aktiviteter. Du kan have behov for vejledning eller støtte i en række af aktiviteter i din hverdag for at du fortsat kan klare det meste selv.

Forløb 3 – Mere støtte i hverdagen

Er til dig der i nogen – eller mindre grad kan deltage aktivt i hverdagens aktiviteter, og har brug for en del vejledning eller støtte i forbindelse med de fleste aktiviteter i dagligdagen.

Forløb 4 – Meget støtte i hverdagen

Er til dig der ikke kan klare aktiviteter i hverdagen selv, og har behov for omfattende hjælp, vejledning og støtte.

Forløb 5 – Individuelt

Er til dig der er ude af stand til at klare aktiviteter i hverdagen selv, og har brug for fuld kompenserende hjælp, vejledning og støtte.

Hvis du ønsker at søge om helhedspleje, skal du kontakte Visitationen.

Efter indlæggelse på hospital

Hvis du er indlagt, og du har behov for hjælp efter udskrivelse, så vil hospitalet kontakte kommunen. Det sikrer, at vi kan planlægge hjælp og støtte, så den er klar, når du kommer hjem.

Hvordan vurderes din sag?

Visitationen ser på din samlede situation og vurderer, hvilket forløb du kan bevilges - og om behovet er midlertidigt eller varigt. Hvis dine behov ændrer sig, justeres forløbet, så den passer bedst muligt til dig. 

Kommunens serviceniveau

Det er byrådet i Allerød Kommune, der har fastlagt kommunens serviceniveau.

Helhedspleje er som udgangspunkt gratis. Du skal dog selv betale for evt. madservice samt udgifter til vaskeordningen fx vaskemiddel, vand og el.

Når du er bevilget helhedspleje, kan du som udgangspunkt selv vælge, om du ønsker hjælpen udført af den kommunale hjemmepleje eller en privat leverandør.

Det er Allerød Kommune, der indgår aftaler med de private leverandører og står for betalingen.

Hvis du ønsker at skifte leverandør, skal du kontakte Visitationen.

Hvis du ønsker hjælp fra en bestemt person

Har du ønske om, at en bestemt person skal hjælpe dig med det bevilgede forløb, kan du søge om at få vedkommende ansat i Allerød Kommune til opgaven.

Er du bevilget mere end 20 timers hjælp om ugen - og har en varig og betydelig funktionsnedsættelse, har du mulighed for at ansætte en private hjælper og få løntilskud. Den person du vælger, skal dog opfylde kommunens krav til kvalifikationer.

Private leverandører

Allerød Kommune har indgået aftaler med følgende private leverandører af hjemmehjælp:

Hvis du er bevilget helhedspleje, har du mulighed for at få hjælpen med dig, hvis du i perioder opholder dig i en anden kommune end din bopælskommune fx i forbindelse med ferie eller besøg hos familie.

Det er vigtigt, at du kontakter Visitationen i din bopælskommune i god tid, inden du rejser. Visitationen vil kontakte til den kommune, du skal opholde dig i, og aftale, hvilken hjælp der er behov for.

Vær opmærksom på, at det er den midlertidige opholdskommunen der beslutter, hvilken hjælp du kan få, ud fra deres serviceniveau.

 Ældreloven og serviceniveauet i Allerød Kommune

D. 1. juli 2025 træder den nye ældrelov i kraft. Ældreloven er en del af en større ældrereform, som har til formål at styrke kvaliteten, nærheden og borgerens indflydelse i ældreplejen.

Den nye ældrelov danner rammen om fremtidens ældrepleje og har særligt fokus på tre vigtige værdier:

  • Den ældres selvbestemmelse.
  • Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse.
  • Et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

Loven omfatter borgere, der har nået folkepensionsalderen, og som har behov for hjælp og støtte efter et fald i funktionsevne. 

Med ældreloven indføres helhedspleje. Helhedspleje indeholder personlig pleje, praktisk hjælp, genoptræning uden sygehusindlæggelse, og gives med et forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte. Helhedspleje er således ikke en ydelse, du modtager, men et forløb du er en aktiv del af, og som løses i samarbejde med dig, dine pårørende og civilsamfundet.

Forløbene tildeles på baggrund af en konkret og individuel vurdering og ud fra de det politisk besluttede serviceniveau i kommunen.

Kvalitetsstandarderne beskriver, hvad du kan forvente af personlig pleje, praktisk hjælp, sygepleje, hjælpemidler, madservice, tøjvask og indkøb.

 For dig under 67 år

Er du under folkepensionsalderen og har brug for hjælp på grund af nedsat funktionsevne, er det serviceloven, der danner ramme om den støtte, du får. Selvom lovgivningen er forskellig, tilrettelægges hjælpen efter samme principper som i ældreloven – blot med hjemmel i serviceloven.

Er du ikke enig i en afgørelse fra Allerød Kommune, har du mulighed for at klage.

Du skal sende din klage til kommunen senest fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen. Når vi har modtaget din klage, vil vi revurdere sagen inden for fire uger.

Her kan du læse om serviceniveauet

Visitationen

Tlf. 48 10 08 10
Mandag kl. 12:00 - 17:00
Tirsdag   kl. 08:00 - 14:00
Torsdag  kl. 12:00 - 17:00

Aeldreogsundhed@alleroed.dk

Allerød Rådhus
Bjarkesvej  2
3450 Allerød

Hjemmeplejen

Tlf. 48 10 08 68

Alle hverdage kl. 09:00 - 11:30

Udenfor telefontid: Læg en besked på telefonsvaren. Ved akut behov kan der i menuen stilles om til personlig betjening.

 

Brug sikker mail (Digital Post), hvis du vil dele følsomme oplysinger i din henvendelse til kommunen.

Log på med MitID:

Skriv via Borger.dk (Borger)

Skriv via Virk.dk (Virksomhed)

Læs om Digital Post på Borger.dk 

Hjemmeplejen
Rådhusparken 58
3450 Allerød