Borgmester Clara Raos praktik tur i Allerød Kommune

Publiceret24-04-2026

Borgmester Clara Rao har siden hun tiltrådte som borgmester været rundt i Allerød Kommune i praktikophold for at få indblik i kommunens opgaver.

Siden Borgmester Clara Rao har tiltrådt som Borgmester i Allerød har hun været rundt i Kommunens forskellige områder. Hun har startet på velfærdsområderne, hvor hun har været ude og besøge både sygpleje, hjemmehjælp til skole og børneinstitutioner.

Det har været vigtigt for mig at komme ud og møde de forskellige områder i kommunen, som hver dag får den til at køre rundt. Dels fordi det er vigtigt for mig som borgmester at have en bred forståelse for den kommune, jeg arbejder for at gøre endnu bedre, og dels fordi jeg gerne vil hylde de medarbejdere, der hver dag yder en stor indsats for, at vi kan have så god en kommune, som vi har, siger borgmester Clara Rao.

Praktik på Ravnsholtskolen

Borgmester Clara Rao lagde i denne uge vejen forbi Ravnsholtskolen, hvor hun var i praktik i A1 – skolens gruppeordning i indskolingen. Og eleverne havde glædet sig meget til besøget.

Clara fulgtes på dagen sammen med eleverne, som blandt andet bød på en tur i skoven i det dejlige forårsvejr. Tilbage i klassen læste hun højt, og der blev lyttet ekstra godt efter. Senere stod den på leg på legepladsen og en dansktime, hvor eleverne arbejdede med Van Gogh og solsikker.

Som afslutning gav eleverne Clara en fin buket solsikker, som hun kunne tage med sig og pynte på sit kontor. De benyttede også lejligheden til at dele deres ønsker. Her var både flere historiebøger og gratis slik til alle børn i Allerød højt på listen.

Praktik i Kokkedalens børnehave

Fredag var borgmester Clara Rao på besøg i Kokkedalens Børnehave. Her talte hun med medarbejderne om hverdagen og om, hvordan det er at arbejde i institutionen. Herefter gik turen ud i det gode vejr, hvor der blev leget.

Borgmesteren deltog i flere af børnenes lege, blandt andet en sangleg, hvor turen gik til junglen, og hvor der blev mødt en masse forskellige dyr. Lige fra farlige krokodiller til høje giraffer.

Jeg har været overvældet af den varme og positive modtagelse, jeg har fået, når jeg har besøgt de forskellige områder. Heldigvis er det kun et “på gensyn”, da jeg ønsker at være i praktik i hele perioden, afslutter Clara Rao.

Hvor har Borgmester Clara været i praktik indtil videre?

  • Sygeplejeklinikken
  • Hjemmeplejen
  • Skovvang Plejecenter
  • Jobberiet
  • Ravnsholtskolen (Gruppeordningen)
  • Kokkedalen Børneinstitution
  • Elmedalen børnehus
  • Lokalhistorisk Arkiv Og Forening I Allerød