Veje om vinteren

Når vintervejret rammer, sørger Allerød Kommune for at rydde og salte de kommunale veje og vigtigste stier og parkeringspladser. Grundejere har ansvar for fortove og adgang til ejendommen.

Vinterberedskab i kommunen

Kommunens vinterberedskab er i drift døgnet rundt fra 15. november til 15. marts.

Uden for denne periode salter og rydder kommunen som udgangspunkt ikke sne på de veje, stier og pladser, som kommunen har ansvar for. Vi opfordrer derfor til, at du kører ekstra forsigtigt, hvis der er risiko for frost og sne uden for vintersæsonen.

Når vejret kræver det, rydder kommunen sne og bekæmper glat føre. Vi prioriterer især:

  • Hovedveje
  • Skoleveje
  • Busruter
  • Centrale stier

Indsatsen planlægges på baggrund af vejrudsigter og aktuelle forhold og justeres løbende, så trafikken kan fungere så sikkert og smidigt som muligt – også når vintervejret er hårdt.

Grundejeres og kommunens opgave

Grundejerne har pligt til at rydde sne og salte eller gruse hurtigst muligt efter at det dårlige føre er opstået.

Grundejerne har også ansvar for, at der er sikker adgang til ejendommen for postbude, avisbude, renovationsarbejdere og andre med ærinde til ejendommen. Ud til privat fællesvej skal grundejerne desuden rydde ud til midten af vejen.

For alle grundejere gælder det, at pladsen omkring brandhaner og installationer til trafikregulering altid skal ryddes for sne. Generelt gælder det, at der skal ryddes for sne alle steder, hvor der færdes mennesker omkring ejendommen. Snebunker skal henlægges på det resterende fortov eller, i det omfang her ikke er plads, på den nærmeste del af vejbanen uden for cykelsti.

Grundejere med ejendomme eller matrikler mod gågadeområder har pligt til at rydde for sne og salt eller gruse i en zone på 2 m langs ejendommene. Kommunen snerydder og glatførebekæmper resten af arealet.

Ved snefald eller glatføre om natten skal snerydning og glatførebekæmpelse foretages inden morgenens færdsel, typisk inden kl. 07.00.

Allerød Kommune fører tilsyn med vintervedligeholdelsen af fortovene.

Allerød Kommune har ansvaret for de kommunale veje, kommunens cykelstier og kommunale parkeringspladser. 

Allerød Kommunes vinterberedskab 

Kommunen har opstillet et vinterberedskab bestående af kommunens egne medarbejdere og eksterne entreprenører, som kan sættes ind efter behov.

Beredskabsperioden er i 2023-24 er af byrådet besluttet at være fra 15. november – 15. marts, døgnet rundt.

På www.vintertrafik.dk kan du se hvornår vi har saltet og eller sneryddet.

Herunder kan du se opdelingen af vejenes og stiernes klasser. Klasserne vedligeholdes i prioriteret rækkefølge.

  • Klasse 1 veje: Indfaldsveje, stamveje samt veje ved skoler og institutioner: Saltes og sneryddes hele døgnet
  • Klasse 2 veje: Særligt udsatte veje i landzonen. Sneryddes hele døgnet
  • Motortrafikvej: Staten har ansvaret for motortrafikvejen.
  • Klasse 1 stier: Hovedstier samt stier ved skoler og institutioner. Saltes og sneryddes hele døgnet
  • Arealer ved busstopskure og fodgængerovergange ryddes efter kapacitet og inden for normal arbejdstid.
  • Parkeringspladser forsøges saltet og sneryddet hele døgnet.
  • Mindre boligveje og private veje ryddes eller saltes ikke af Allerød Kommune.

Ud til private fællesvej har grundejeren ansvaret for vintervedligeholdelsen ud til midten af vejen. Hvor kommunen er grundejer, dvs. hvor kommunen ejer en grund ud til fortov eller vej, har kommunen naturligvis samme forpligtelser som andre grundejere.

Snevolde

Kommunen har gode sneplove og erfarne chauffører, men sneploven vil alligevel efterlade en snevold foran din indkørsel eller indgang. Kommunen søger så vidt muligt at undgå, at sne under snerydningen kastes ind på arealer, hvor snerydningen påhviler grundejer. Skulle dette alligevel ske, er det dig som grundejer, der skal fjerne sneen.

Har du snevolde foran din indkørsel eller indgang kan skraldemanden, postbuddet, hjemmehjælperen og andre ikke udføre deres arbejde, og de risikerer at falde. Ryd derfor et hul på minimum 1 meter i snevolden, så alle kan komme sikkert frem.

Vi opfordrer trafikanter til, så vidt muligt, at undgå parkering på veje- og stier da dette vanskeliggøre vintervedligeholdelsen.

Park & Vej opsætter kun snehegn der, hvor det af Park & Vej vurderes nødvendigt.

Fem gode vinterråd

  1. Orienter dig om glatføreforholdene på vejene inden du kører hjemmefra.
  2. Tag hjemmefra i god tid så du kan køre roligt og forsigtigt, hvis vejen er glat .
  3. Pas særligt på ved udsatte steder hvor der er større risiko for glatføre. Det gælder specielt ved skovstrækninger, på og under broer og ved lavtliggende områder .
  4. Bemærk at glatføre ikke altid kan ses. Kør derfor forsigtigt, også selv om vejen umiddelbart ser fin ud.
  5. Hav altid et tæppe med i bilen i tilfælde af at du ender i en grøft eller lignende.

Vintervedligeholdelse i Allerød

Sneplov dag

Fygesne

Natkørsel

Hvor rydder kommunen sne?

Indberet til kommunen

Brug Borgertip App

Indberet problemer på kommunale arealer, som f.eks. huller i vejen, skæve skilte, defekt gadelys, graffiti, affald eller væltede træer. Du kan sende billeder og placering direkte til kommunen.

Borgertip på PC

Borgertip på Apple store

Borgertip på Google Play

Teknik og Drift

Tlf. 48 10 01 00
Mandag kl. 12:00 - 17:00
Tirsdag   kl. 08:00 - 14:00
Torsdag  kl. 12:00 - 17:00

Teknikogdrift@alleroed.dk

Vej og Trafik
Tlf. 48 10 08 42

Park og Vej
Tlf. 48 10 08 00
park-vej@allerod.dk

Indberet skader via bogertip

Allerød Rådhus
Bjarkesvej  2
3450 Allerød