Forskellige tilsynsformer er med til at sikre, at opgaverne løses fagligt forsvarligt og i overensstemmelse med både lovgivningen og de kvalitetsstandarder, som kommunalbestyrelsen har besluttet.
Kommunale tilsyn
Kommunen fører hvert år uanmeldte tilsyn med de indsatser, der leveres i borgernes eget hjem og på kommunens tilbud. Tilsynene omfatter blandt andet personlig pleje, praktisk hjælp, rehabilitering og genoptræning. Formålet er at følge op på kvaliteten, sikre borgernes trivsel og understøtte en løbende udvikling af indsatsen.
Tilsyn ved Styrelsen for Patientsikkerhed
Styrelsen for Patientsikkerhed gennemfører tilsyn med fokus på patientsikkerhed. Disse tilsyn kan være risikobaserede, hvor udvalgte behandlingssteder besøges ud fra en vurdering af, hvor der kan være øget risiko. De kan også være reaktive, hvis styrelsen modtager oplysninger om konkrete hændelser eller bekymringer, der kræver nærmere undersøgelse.
Ældretilsynet
Ældretilsynet har fokus på de social- og plejefaglige forhold i ældreplejen. Her vurderes blandt andet de organisatoriske rammer, arbejdsgange og den daglige kvalitet i plejen. Tilsynet skal sikre, at ældre borgere får en tryg, værdig og professionel indsats.