Forbrug

Forbrug

Forbrug betegnes som forbrugsbaserede udledninger. Det skal forstås som alle de CO2e-udledninger, der knytter sig til vores forbrug. Det inkluderer hele værdikæden, og hermed regnes udledninger både inden for og uden for det kommunale geografiske område. Det betyder således, at alle udled­ninger, forbundet med produktionen og transporten af varer og services, i sidste ende tilskrives forbrugeren. Forbrugsbaserede udledninger adskiller sig altså fra de direkte udledninger, som kun foregår inden for kom­munegrænsen, hvilket hidtil har været omdrejningspunktet i klimaplanerne.

Gennemsnitsdanskeren har en forbrugsudledning på 11-13 ton CO2e pr. år. Desuden er transport, fødevarer, byggeri og bolig samt offentligt forbrug de forbrugskategorier, der udleder mest CO2e.

Allerød Kommune vil ar­bejde særligt med transport, bolig og byggeri samt et bredere perspektiv på forbrug, affald og gen­brug.

Da de forbrugsbaserede udledninger opstår både inden for og uden for Allerød Kommunes grænser, og ikke kan beregnes og opgøres på samme måde som de di­rekte udledninger, kan det være vanskeligt at opsætte konkrete CO2e-reduktionsmål. Derfor har kommunen formuleret en overordnet vision for arbejdet med for­brugsbaserede udledninger. Visionen har til formål at fungere som rettesnor for indsatserne, og samtidig åb­ner den op for samarbejde på tværs af generationer til at styrke fællesskabet om bedre og mere klimavenlige forbrugsmønstre.

VISION

”Gennem et stærkt samarbejde mellem borgere, virk­somheder og kommunen skaber vi adfærdsændring mod mere klimavenlige forbrugsmønstre af både trans­portmidler, byggerier og ressourcer. Alt sammen noget, der sikrer et grønnere fundament for vores fælles fremtid.”

Sektormål

Vi vil arbejde for mere genbrug og bedre genanvendelse

Det er byrådets mål at fremme bæredygtigt forbrug ved at skabe rammer, der understøtter borgernes bæredygtige valg

Allerød Kommunes indkøb skal være bæredygtige –både i økonomisk, miljømæssig og social forstand –for derved at skabe værdi for hele kommunen.