Valg i børnehøjde i Børnehuset Skovsneppen

Publiceret 27-03-2026
Pressemeddelelse

Mens de voksne gjorde sig klar til at sætte deres kryds til Folketingsvalget 2026, var børnene i Børnehuset Skovsneppen i Ravnsholtklyngen også fået en lille smagsprøve på, hvad demokrati egentlig betyder.

Gennem de seneste uger havde børnene nemlig haft ægte medindflydelse på deres hverdag. De havde stemt anonymt med både valgsedler og valgurner om helt konkrete ting: Hvilken mad skulle laves over bål fredag? Hvor skulle gruppen tage hen om onsdagen?

Det blev til fire rigtige valg, og undervejs blev børnene meget bevidste om, at deres stemme faktisk gør en forskel. Pludselig gav alle valgplakaterne, de møder på turene i skoven, meget mere mening – for nu havde de selv prøvet, hvordan et valg fungerer.

”Demokratisk dannelse er et kerneformål i dagtilbuddet generelt, og I Ravnsholtklyngen. Her får børn lov til tidligt at erfare, at deres stemme har betydning”, siger Janek Harder Lewalski, der er Klyngeleder i Ravnsholtklyngen og fortsætter: ”Kort sagt handler demokrati i børnehaven om at give børn reel indflydelse og skabe et trygt fællesskab, hvor alle bliver hørt. Demokrati i børnehaven handler ikke om politik – men om dannelse.
Det handler om at give børn erfaringer med fællesskab, ansvar, indflydelse og respekt for andre”, slutter han.

Som det ofte sker i pædagogiske forløb, udviklede projektet sig til meget mere end selve afstemningen. Der kom store følelser i spil – både glæde hos dem, der fik deres ønske gennemført, og skuffelse hos dem, der ikke gjorde. Og netop dét er værdifuld læring: at håndtere følelserne, lytte til hinanden og være en del af et fællesskab, hvor alle stemmer tæller.

En lille øvelse i børnehøjde – med stor betydning for deres forståelse af demokrati i fremtiden.