Efter borgmestrene i Allerød, Furesø, Hillerød og Gribskov kommuner har efterspurgt flere sikkerhedsforanstaltninger på Hillerødmotorvejens forlængelse, har Vejdirektoratet på mødet oplyst, at vejen bliver omdannet, og at der etableres en afspærring med N42 skiltning i midterrabat. Arbejdet med midterrabatten forventes at gå i gang i løbet af denne uge.
Tiltagene sker på baggrund af de alvorlige ulykker, der har været på strækningen de seneste måneder.
Allerød Kommunes borgmester, Clara Rao, er positiv efter mødet:
Det var en god dialog, vi havde med Vejdirektoratet, og det er positivt at se, at de lytter til vores bekymringer. Jeg er glad for, at de går i gang så hurtigt, så borgerne igen kan færdes mere sikkert på motorvejsforlængelsen. I august afholder vi et evalueringsmøde, hvor vi vil vurdere, hvordan løsningen fungerer, og om der er behov for yderligere justeringer.
