“Hjernefitness” har succes i Allerød Kommune

Publiceret 01-05-2026

Mennesker med demens oplever ofte, at deres omgivelser ikke i samme grad værdsætter deres meninger som tidligere, og at det kan være sværere at deltage i samtaler. Sådan er det ikke i CST-forløbene.

Allerød Kommune har sat nye, målrettede indsatser i gang for at støtte borgere med let til moderat demens. Med introduktionen af Kognitiv Stimulationsterapi (CST) er der skabt et tilbud, der både styrker de demensramte og lader dem blive en del af et unikt fællesskab.

Demensramte har skabt et unikt fællesskab

En gang om ugen mødes 16 faste deltagere til Kognitiv Stimulationsterapi i Allerød Fodboldklub. Her handler det ikke om, hvad man kan huske – eller ikke kan huske. I stedet er der fokus på deltagernes holdninger, oplevelser og meninger.

“Det betyder rigtig meget at komme her. Jeg føler mig tryg, og jeg behøver ikke være bange for at sige noget forkert. Vi griner sammen og taler om mange forskellige ting, og jeg oplever, at jeg stadig har noget at byde ind med. Det er blevet et fællesskab, jeg virkelig ser frem til hver uge,” fortæller deltager til CST-forløbene, der gerne vil fremgå anonym.

Forløbet strækker sig over 14 uger og ledes af gruppeledere fra både Frivilligcenteret og Allerød Kommune. Sammen skaber de rammerne for et trygt og meningsfuldt fællesskab, hvor deltagerne får styrket både deres selvtillid, livsglæde og andre der kan have det på samme måde som dem.

“Det gør en stor forskel at mødes med andre, der er ligesom mig. Her kan vi være os selv og slappe af, uden at skulle bekymre os om sygdommen. Det føles trygt, og vi forstår hinanden på en særlig måde,” fortsætter deltageren.

CST-forløb i Allerød

Skræddersyet til mennesker med demens

Kognitiv Stimulationsterapi (CST) er et evidensbaseret terapiforløb, som anbefales af både Sundhedsstyrelsen og Nationalt Videnscenter for Demens. Gennem mental stimulering får deltagerne mod på igen at indgå i samtaler og sociale fællesskaber.

Allerød Kommune har siden sidste år tilbudt CST-forløb til borgere med demens med demenskonsulenterne: Nanna og Bettina. Indtil for nylig har det dog ikke været muligt at tilbyde vedligeholdende træning efter endt forløb. Det er der nu ændret på. 

I marts blev frivillige fra Frivilligcenteret uddannet som CST-instruktører i samarbejde med Allerød Kommune og Nationalt Videnscenter for Demens. Det betyder, at flere borgere nu kan få glæde af både forløb og opfølgende træning. Uddannelseskonsulent Ulla Vidkjær Fejerskov fra Nationalt Videnscenter for Demens har været med til at uddanne instruktørerne:

“CST-forløb er vigtige for mennesker med demens, og det er tydeligt at se den positive effekt i form af øget selvtillid og bedre humør. At Allerød Kommune nu har uddannet CST-instruktører både blandt medarbejdere og frivillige, er med til at skabe en bæredygtig og sammenhængende indsats i kommunen – det er en stor styrke.” Fortæller Ulla Vidkjær Fejerskov, uddannelseskonsulent hos Nationalt Videncenter for Demens.

Hvad er CST?

CST – også kaldet “hjernefitness” – er et tilbud til mennesker med let til moderat demens, hvor man gennem samtaler og fælles aktiviteter træner hjernen i trygge og sociale rammer. Forløbet foregår på små hold, hvor aktiviteterne tilpasses deltagerne, så alle kan være med. I CST handler det ikke om at svare rigtigt, men om at dele tanker, oplevelser og meninger. Metoden kan styrke hukommelse, sprog og livskvalitet og bidrager samtidig til øget trivsel og glæde i hverdagen.

CST anvendes i både Danmark og internationalt og er en veldokumenteret metode til at støtte mennesker med demens i at bevare deres funktioner og livskvalitet så længe som muligt.

Nanna og Betinna er med til at gennemfører CST-forløbene i Allerød

Fakta om demens i Danmark

  • Demens er en fællesbetegnelse for en række sygdomstilstande, der er karakteriseret ved vedvarende svækkelse af mentale funktioner. Betegnelsen demens anvendes om kognitiv svækkelse, der udvikles i voksenalderen
  • 103.000 mennesker i Danmark lever med en demens sygdom og ca. 400 bor her i Allerød
  • Behandling af demens kan omfatte medicin, men også sociale relationer og CST-forløb er en del af indsatsen.
  • Forskning viser at deltagerne i CST-forløb oplever en forbedring af blandt andet sprog, hukommelse og livskvalitet efter forløbets 14 sessioner. 
01/05-2025

Redaktionelle spørgsmål rettes til:

Marcus Nymark

T: 24 37 92 48

E: Kommunikation@alleroed.dk