Første skolemad serveret i Allerød

Publiceret 14-01-2026
Pressemeddelelse

Da børn og voksne på Engholmskolen mellemtrin mødte efter juleferien, var det med en forventningens glæde. Der skulle nemlig serveres skolemad på skolen for første gang.

 Treårigt nationalt forsøg

Engholmskolen er udvalgt som ambassadørskole i et treårigt nationalt forsøg med skolemad i landets folkeskoler. Det nationale forsøg skal bidrage med viden og erfaringer til området. Det er mellemtrinnet på skolen, dvs. 4. - 6. klasse, der er med i forsøget.

I den forbindelse bliver der etablereret et nyt produktionskøkken og kantineområde, som står klar i starten af marts. Maden bliver lavet på skolen, og de øvrige af skolens elever, som ikke deltager i forsøget, får dermed mulighed for at købe sund mad til frokost.

”Der er blevet taget et vigtigt skridt mod at gøre sunde fællesmåltider til en naturlig del af en skoledag”, siger Anders Damm Frydenberg, der er formand for Børne- og skoleudvalget.

Han glæder sig over, at forsøget løber over de næste tre år, hvilket giver tid til at afprøve, hvordan et dagligt måltid kan bidrage til øget trivsel, bedre koncentration og stærkere fællesskaber blandt eleverne.

Mere end blot et sted at spise

”Som skole tror vi på, at måltidet spiller en central rolle i at skabe en god skoledag. Eleverne får nemlig energi og et solidt fundament for læring og deltagelse. Vi har gjort os umage for at få det bedste og mest sunde måltid for pengene, men vi har haft lige så stort fokus på at skabe gode rammer for måltidet”, siger Tine Riemann, der er skoleleder.

”Derfor har vi sammen med lærerne drøftet, hvad de gode vaner omkring måltidet skal være på Engholmskolen. Det er vores ønske, at kantineområdet bliver mere end blot et sted at spise. Det skal være et samlingspunkt, hvor måltidet understøtter fællesskab, dannelse og gode madvaner, og hvor eleverne oplever ro og nærvær omkring maden og bliver “madmodige”. Så vi glæder os til, at det står helt færdigt”, slutter hun.

09/01-2026

Redaktionelle spørgsmål rettes til:

Rahime Turan

T: 42 91 20 88

E: Kommunikation@alleroed.dk