Allerøds borgere gik for kampen imod ensomhed

Publiceret 19-08-2026

Den 9.–10. august besøgte March Mod Ensomhed Allerød, hvor borgere i alle aldre deltog i vandringen og fællesskabet omkring den.

Søndag aften deltog omkring 30 personer i fællesspisning i Frivilligcenter Allerød. Nogle havde gået med på marchen undervejs, mens andre havde gået hele den 32 kilometer lange etape fra Helsingør til Allerød.

Deltagerne spændte bredt i alder. Den yngste, Anton, er blot 8 år og gik imponerende 11,5 kilometer på ruten sammen med sin mor.

Mandag morgen fortsatte marchen mod København. Borgmester Clara Rao holdt tale og sendte deltagerne godt afsted på dagens etape.

"Det gør mig glad og stolt, at der er så mange mennesker i Danmark, især  her i Allerød, som gerne vil være med til at synliggøre den forskel, det kan gøre at gøre noget så simpelt som at gå sammen med andre." Fortalte Borgmester Clara Rao

Info om March mod ensomhed

Besøget i Allerød var arrangeret i et samarbejde mellem Allerød Kommune og Frivilligcenter Allerød.

March Mod Ensomhed arrangeres af Ensomhed Danmark og er en cirka 2.000 kilometer lang vandring gennem Danmark. Marchen sætter fokus på ensomhed og betydningen af stærke og inkluderende fællesskaber.

En særlig regel for marchen er, at initiativtager Patrick Cakirli kun må gå, når han har følgeskab. Hvis ingen går med, skal han stå stille. Reglen symboliserer, hvordan ensomhed kan begrænse menneskers muligheder – og hvor stor en forskel det kan gøre, når vi vælger at følges ad.