Vil du arbejde med mennesker og sundhed i en hverdag, hvor faglighed og omsorg går hånd i hånd? Som social- og sundhedsassistentelev i Allerød Kommune bliver du klædt på til at tage ansvar, samarbejde med forskellige faggrupper og yde støtte til borgere, der har brug for din hjælp og tilstedeværelse.
Et godt læringsmiljø med tid til fordybelse
Vi ved, at det kræver tid og ro at lære nyt. Derfor er du som elev ikke en del af den faste normering – du har mulighed for at fokusere på at udvikle dine kompetencer. Du får ekstra lærebøger stillet til rådighed, og vi prioriterer studiedage hver 14. dag, så du kan fordybe dig og reflektere over det, du lærer i praksis.
Praktisk erfaring – både i kommunen og på hospital
Din praktik foregår både i hjemmeplejen og på plejecentre, hvor du arbejder tæt sammen med erfarne kolleger og får indsigt i mange aspekter af faget. Derudover indgår en periode på hospital, hvor du får mulighed for at opleve arbejdet i et mere specialiseret sundhedsmiljø. Det giver dig et bredt fundament for din fremtidige rolle som assistent.
Tæt vejledning hele vejen igennem
Du bliver fulgt og støttet gennem hele forløbet. Du har både en fast oplæringsvejleder i dagligdagen og en koordinerende vejleder, som hjælper dig med din faglige udvikling. Vi tilpasser opgaver og ansvar til dit erfaringsniveau, så du får mest muligt ud af din uddannelse og oplever tryghed undervejs.