Retningslinjer for sagsbehandling
På baggrund af en politisk beslutning i Miljø-, Erhvervs- og Byudvalget den 5. maj 2026 gælder følgende retningslinjer for behandling af sager om nedrivning inden for lokalplan 224A:
- Kommunen udarbejder altid en planmæssig vurdering. Vurderingen ser på områdets arkitektoniske og landskabelige kvaliteter, den eksisterende bygnings kvalitet samt det ansøgte nye byggeri. Vurderingen udarbejdes af forvaltningen.
- Hvis forvaltningen vurderer, at der er dispensationsmulighed, og at den planmæssige vurdering taler for nedrivning, bliver sagen forelagt udvalget til politisk beslutning.
- Hvis forvaltningen vurderer, at der ikke er mulighed for dispensation, og at vurderingen ikke understøtter nedrivning, kan forvaltningen give afslag.
Det betyder, at det kun er sager, hvor den planmæssige vurdering understøtter nedrivning, der bliver forelagt politisk.
Vigtigt at vide som boligejer
- Du skal søge om tilladelse/dispensation fra lokalplanen, hvis du ønsker at rive en bolig ned i lokalplanområde 224A.
- Din ansøgning skal indeholde et projekt for det nye hus, der skal opføres.
- Kommunen kan ikke give forhåndsgodkendelser til nedrivning, da hver sag kræver en konkret vurdering.
Fremtidig planlægning
Byrådet har besluttet at udarbejde en ny lokalplan for Horsemose Villaby. På baggrund af den ændrede praksis for sagsbehandling og udpegningen af Horsemosen som kulturmiljø i kommunens kulturarvsstrategi forventes det, at den nye lokalplan vil understøtte bevaringen af områdets karakter.