En varmepumpe kan være en både økonomisk og klimavenlig løsning til opvarmning af dit hjem. Der findes flere typer varmepumper, og du skal være opmærksom på gældende regler og støjkrav. Her får du et overblik og svar på de spørgsmål, mange stiller, før de går i gang.
Varmepumper og jordvarme
Find den rigtige varmepumpe, undgå støjgener og få styr på reglerne – alt samlet ét sted
Hvilke varmepumper findes der, og hvad passer til min bolig?
- Luft-til-vand – næsten samme besparelse som jordvarme, men billigere at etablere. Erstatter olie- eller gasfyr og leverer både varme og varmt vand.
- Jordvarme – giver typisk den største besparelse, men kræver nedgravning af slanger i haven.
- Luft-til-luft – et godt supplement til dyr elvarme eller oliefyr, hvis du vil investere relativt lidt.
Brug Energistyrelsens online guide til varmepumper for at sammenligne modeller, priser, effektivitet og tilskud.
Skal jeg have tilladelse til at sætte en varmepumpe op?
Som hovedregel kræver en varmepumpe ingen byggetilladelse i enfamiliehuse, dobbelthuse, rækkehuse og sommerhuse.
Den skal dog altid overholde Bygningsreglementets støjkrav og eventuelle bestemmelser i din lokalplan (fx placering og udseende).
Hvis lokalplanen kræver dispensation, skal du søge hos Allerød Kommune på planogbyg@alleroed.dk.
Hvordan undgår jeg støjgener – også for naboerne?
Vælg en model med lavt lydniveau.
- Placer udedelen væk fra soveværelsesvinduer og skel.
- Brug Energistyrelsens støjberegner til at tjekke, at lyden ved skel holder sig under ca. 35 dB om natten.
Hvis kommunen modtager en klage, kan den pålægge dig at dæmpe støjen.
Kan jeg få tilskud eller lavere elafgift?
Ja – men søg tilskud, før du køber eller indgår aftale med en håndværker. Energistyrelsens guide viser aktuelle puljer.
Bruger din varmepumpe over 4 000 kWh/år, kan du søge elselskabet om reduceret elafgift, når anlægget er installeret og registreret i BBR.
Hvordan registrerer jeg varmepumpen i BBR?
Sådan opdaterer du BBR registreringen
- Når anlægget er sat op, skal du logge ind på bbr.dk og opdatere varmeforsyningen. Du modtager opdateret BBR-meddelelse i e-Boks.
- Oplysningerne vedrørende ejendommens varmeforsyning ændres / registreres af ejendomsejer via BBR’s hjemmeside https://bbr.dk/ret
- Vær opmærksom på, at det i BBR-registeret ikke er muligt, at registrere oplysninger med tilbagevirkende kraft.
Dokumentation
Som dokumentation for registrering i BBR-registeret kan du enten:
- Vedlægge den BBR-meddelelse, du som ejendomsejer har modtaget via e-boks. Udskriftsdatoen, der fremgår af BBR meddelelsen (øverst i højre hjørne) er i mange tilfælde tilstrækkelig dokumentation for hvornår ansøgningen om reduktion kan træde i kraft.
Hvis du har brug for en dato for, hvornår BBR-registreringen er sket, kan denne findes her: https://bbr.dk
Du finder oplysningen således;
- Tryk på ”Se BBR-oplysninger”
- Skriv adressen ind
- Rul ned til ”Varme og energi”, ”Enhed: adresse..”
- Tryk på ”Dokumentation for elektricitet”
- Herefter vises en PDF-fil med ”Dokumentation for elektricitet som opvarmningsmiddel i boliger” der kan udskrives/gemmes og videresendes til elselskabet.”
Allerød Kommune kan ikke hjælpe
Allerød Kommune udfylder ikke ansøgningsskemaer eller sender mail til dit elselskab vedr. registreringsdato af elvarme som primær varmekilde i BBR.
Hvor finder jeg en VE-godkendt installatør?
Energistyrelsens VE-liste viser virksomheder med dokumenterede kompetencer i at installere vedvarende energianlæg korrekt.
Hvor kan jeg få uvildig rådgivning?
Besøg SparEnergi.dk eller ring til Energistyrelsens rådgivning for gratis hjælp om varmepumper, tilskud og andre energiløsninger.