Allerød-elever trives bedre

Publiceret 25-09-2026

Trivslen blandt børn og unge i Allerød Kommune er fortsat høj og udvikler sig i den rigtige retning. Det viser resultaterne fra både den nationale trivselsmåling og den nye Ungeprofilundersøgelse. Særligt blandt pigerne i udskolingen ses en markant fremgang, mens kommunen fortsat ligger over landsgennemsnittet på stort set alle centrale trivselsparametre.

Hele 93 procent af eleverne på mellemtrin og i udskoling befinder sig i kategorien med høj trivsel. På landsplan gælder det 88 procent. Samtidig viser undersøgelserne, at de fleste børn og unge oplever stærke fællesskaber, gode relationer til både forældre, lærere og kammerater samt en høj grad af skoleglæde.

"Trivsel er en forudsætning for både læring, udvikling og livsglæde, og derfor er det noget, vi prioriterer højt i Allerød Kommune", siger borgmester Clara Rao om trivselsundersøgelsens resultater og understreger:

”Undersøgelsen viser, at indsatserne virker, men vi er ikke i mål endnu. Vi skal holde fast i de gode indsatser, der allerede er i gang, og jeg vil gerne sige tak til medarbejderne, der i tæt samarbejde med forældre, arbejder for at gøre en forskel for vores børn og unge”. 

En af de mest markante konklusioner er udviklingen blandt pigerne. I udskolingen er forskellen i trivsel mellem piger og drenge blevet reduceret fra syv til blot ét procentpoint på et år. Pigerne har oplevet en markant stigning i trivsel, mens drengenes trivsel fortsat ligger stabilt højt.

Forbedring af unges psykiske helbred

Eleverne oplever samtidig større faglig trivsel, mere støtte og inspiration i undervisningen og fortsat stærke sociale fællesskaber. Allerød ligger fire til fem procentpoint over landsgennemsnittet på alle fire centrale trivselsindikatorer.

Ungeprofilundersøgelsen tegner på samme måde et positivt billede af de unges psykiske helbred. Hele 87 procent af de adspurgte unge viser ingen umiddelbar risiko for depression eller langvarig stress. Det er en stigning fra 82 procent året før og samtidig højere end landsgennemsnittet. Flere unge er også mere sammen med deres venner fysisk i fritiden, og deltagelsen i idræts- og foreningslivet er steget.

"Vi har gennem flere år arbejdet målrettet med trivsel, fællesskaber og elevinddragelse, og det er positivt at se, at indsatserne ser ud til at virke. Når børn og unge trives, deltager aktivt i fællesskaber og oplever, at de har en stemme i deres hverdag, styrker vi samtidig deres livsduelighed og deres evne til at møde fremtidens muligheder og udfordringer. Samtidig minder resultaterne os om, at vi fortsat skal have fokus på de børn og unge, som oplever ensomhed eller mistrivsel", siger Anders Damm-Frydenberg, der er formand for Børne- og Skoleudvalget i Allerød Kommune.

Fakta om skolernes trivselsmåling og Ungeprofil i Allerød

  • 93 % af eleverne på mellemtrin og i udskoling har høj trivsel (88 % på landsplan). 
  • 87 % af de unge har ingen umiddelbar risiko for depression eller langvarig stress. 
  • 92 % af de unge har det godt eller rigtig godt i skolen. 
  • Trivslen blandt piger i udskolingen er steget markant, og forskellen mellem piger og drenge er nu kun ét procentpoint. 
  • Allerød ligger over landsgennemsnittet på alle centrale trivselsindikatorer.

Undersøgelserne blev gennemført i første kvartal 2026 blandt elever i Allerød Kommunes folkeskoler samt Allerød Privatskole

Unge er mere kritiske på nettet

Selvom skærmforbruget blandt de unge er steget en smule, viser undersøgelsen også flere positive digitale tendenser. Færre unge oplever internetmobning eller uønskede seksuelle henvendelser, og hele 93 procent svarer, at de forholder sig kritisk til det, de læser og ser på internettet. Samtidig er brugen af nikotinprodukter fortsat lav, selv om der kan spores en mindre stigning.

Fokus på dem, der ikke trives

Selvom hovedbilledet er positivt, peger undersøgelserne også på udfordringer. En mindre gruppe børn og unge oplever ensomhed, selvskade, drillerier eller mistrivsel. I indskolingen er der registreret en mindre stigning i andelen af elever, der oplever drilleri, og blandt de ældre elever ses fortsat udfordringer med ensomhed og selvskadende adfærd.

"Vi ser, at der stadig er en nogle børn og unge, som har brug for ekstra støtte. Derfor investerer vi fortsat i stærke fællesskaber, to-voksenordninger, fraværskonsulenter og tidlige indsatser på skolerne, så flere børn og unge får de bedste forudsætninger for at trives", slutter Anders Damm-Frydenberg.

25/09-2026

Redaktionelle spørgsmål rettes til:

Rahime Turan

T: 42 91 20 88

E: Kommunikation@alleroed.dk

Trivselsmålingen og Ungeprofilundersøgelsen

Du kan læse mere om Ungeprofilundersøgelsen og trivselsmålingen på Børne- og Skoleudvalgets seneste møde.

Læs mere her