Midlertidig løsning skal hjælpe flere børnefamilier i Lynge

Publiceret 05-11-2026

Flere familier i Lynge kan se frem til lokale dagtilbudspladser med dagens politiske beslutning i Miljø-, Erhvervs- og Byudvalget. Udvalget har besluttet at give dispensation fra lokalplanen til at opføre en midlertidig pavillonløsning ved Kokkedalen 11.

Den midlertidige pavillonløsning blev besluttet af Børne- og Skoleudvalget men krævede en dispensation fra lokalplanen.

Pavillonløsningen kommer, da kommunens befolkningsprognose viser, at der dels fødes flere børn og dels tilflytter flere små børn de kommende år til Lynge. Der har samtidig været et politisk ønske om at skabe flere dagtilbudspladser lokalt i Lynge. Derfor skal der nu placeres pavilloner i direkte tilknytning til det eksisterende børnehus ved Kokkedalen 11.

Anders Damm-Frydenberg er glad for at være et skridt nærmere i processen med at tilbyde flere dagtilbudspladser til børnefamilier, der ønsker pasning i Lynge og siger:
”Det er en midlertidig - men god – løsning, da placeringen tæt på Kokkedalen 11 giver mulighed for fælles faciliteter og en hverdag, der fungerer bedre for både børn, forældre og medarbejdere. Så skal vi også kigge på den længere bane, og derfor har vi i udvalget bestilt en analyse til et samlet og fremtidssikret dagtilbud i Allerød’, konstaterer han.

Nabodialog inden dispensation

I forbindelse med at der skulle gives en dispensation fra lokalplanen til pavillonerne, har der været en nabohøring. Her var der høringssvar fra de nærmeste naboer, hvor de udtrykte bekymringer om blandt andet øget trafik og bevarelse af områdets grønne karakter. Derfor har kommunen afholdt yderligere nabodialog, hvor der var plads til at stille spørgsmål og høre mere om pavillonerne.

Til mødet var både Anders Damm-Frydenberg, der er formand for Børne- og Skoleudvalget til stede samt Miki Dam Larsen, der er formand for Miljø-, Erhvervs- og Byudvalget.

”Vi har forståelse for de bekymringer, der er rejst, men ser den midlertidige løsning som en nødvendig og ansvarlig måde at skabe lokale pasningstilbud til familier i Lynge på”, siger Miki Dam Larsen.

Dispensationen er midlertidig, og en permanent løsning for udvidelse af den fysiske dagtilbudskapacitet i Lynge vil skulle behandles gennem en ny planproces med offentlig inddragelse.

05/11-2026

Redaktionelle spørgsmål rettes til:

Rahime Turan

T: 42 91 20 88

E:
Kommunikation@alleroed.dk