Handicaprådet samarbejder med kommunen og de politiske udvalg for at skabe de bedste løsninger og muligheder for borgere med handicap. Rådets opgave er at sætte fokus på vigtige spørgsmål og informere om de udfordringer, som personer med handicap og deres familier møder i hverdagen. Rådet arbejder for en kommune, hvor alle kan deltage på lige vilkår.
Formål
Handicaprådet skal rådgive byrådet i handicappolitiske spørgsmål og formidle synspunkter mellem borgere og byrådet om lokalpolitiske forhold, der vedrører mennesker med handicap.
Rådet har udelukkende en rådgivende funktion i forhold til byrådet.
Kompetencer
Handicaprådet skal forholde sig til generelle og overordnede sager, som vedrører handicappolitiske spørgsmål på tværs af alle opgave- og politikområder i kommunen. Det betyder, at byrådet skal høre rådet om alle initiativer og forhold, der har betydning for borgere med handicap. Handicaprådet må ikke behandle konkrete sager om enkelte personer.
