Seniorjobordning

Har du opbrugt din dagpengeret, betaler til efterlønsordningen, og har du samtidig højst 5 år til efterlønsalderen?

Så kan det være, at du har ret til et seniorjob i Allerød Kommune.

Betingelser for seniorjobbet

For at komme i betragtning til et seniorjob, skal du:

  • være ledig
  • fortsat være medlem af en a-kasse
  • fortsat indbetale efterlønsbidrag
  • kunne opfylde anciennitetskravet for at få efterløn, når du når efterlønsalderen
  • have opbrugt dagpengeretten, tidligst 5 år før du når efterlønsalderen.

Mens du er i et seniorjob, optjener du ikke ret til dagpenge. Du skal desuden stadig stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis din kommune henviser dig til et ordinært job.

Hvordan får jeg tildelt et seniorjob?

Hvis du har ret til et seniorjob, vil din a-kasse cirka 3 måneder, før din dagpengeperiode udløber, kontakte dig. A-kassen vil orientere dig om muligheden for at få et seniorjob.

Du skal herefter selv sende en ansøgning til Allerød Kommune, som kommunen skal modtage 2 måneder efter den dag, hvor din dagpengeperiode udløber. Du kan tidligst sende ansøgningen 3 måneder før din dagpengeret er opbrugt.

I ansøgningen til kommunen anmoder du om et seniorjob. Kommunen indkalder dig efterfølgende til en samtale. Kommunen fastsætter seniorjobbets indhold og omfang efter samtalen med dig og tager så vidt muligt hensyn til dine kvalifikationer og interesser. Du bliver ansat på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår.

Hvornår ophører mit seniorjob?

Når du rammer efterlønsalderen og dermed har ret til efterløn, ophører dit seniorjob. Men dit seniorjob ophører tidligere, hvis du ikke længere vil kunne gå på efterløn, når du når efterlønsalderen. Det kan være på grund af manglende indbetaling af medlemsbidrag eller efterlønsbidrag til din a-kasse, eller fordi du er udmeldt af a-kassen. Det samme gælder, hvis du vælger at hæve dit efterlønsbidrag, inden du når efterlønsalderen.

Endelig vil seniorjobbet ophøre, hvis du afslår et rimeligt arbejde, som kommunen henviser til.

Du kan også miste din ret til seniorjob, hvis du bliver afskediget som følge af, at du har misligholdt din ansættelsesaftale.

Læs mere om

Seniorjobordning

Borgerservice - Job & Virksomhedsservice

Tlf. 48 10 01 00
Mandag kl. 12:00 - 17:00
Tirsdag   kl. 08:00 - 14:00
Torsdag  kl. 12:00 - 17:00

Jobcenter@alleroed.dk

Allerød Rådhus
Bjarkesvej  2
3450 Allerød