Pædagogisk Psykologisk Rådgivning
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) rådgiver og understøtter børn og unge, familier, dagtilbud og skoler, når der er behov for hjælp i forhold til trivsel, udvikling, læring eller deltagelse i fællesskaber.
PPR i Allerød Kommune
Hvad kan PPR hjælpe med?
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) rådgiver og understøtter børn og unge, familier, dagtilbud og skoler, når der er behov for hjælp i forhold til trivsel, udvikling, læring eller deltagelse i fællesskaber.
PPR arbejder både forebyggende og med mere målrettede indsatser. Det kan for eksempel være rådgivning og vejledning til forældre og fagprofessionelle, observation og sparring i dagtilbud eller skole, undersøgelser og faglige vurderinger samt konkrete forløb omkring et barn, en gruppe eller et læringsmiljø.
I PPR arbejder forskellige faggrupper sammen, blandt andet psykologer, logopæder, sundhedsplejersker[AS1] , fysioterapeuter og konsultative pædagoger. PPR har desuden et specialiseret fraværsteam.
Hvordan kommer du i kontakt med PPR?
Hvis du som forælder er bekymret for dit barns trivsel, udvikling eller læring, anbefaler vi, at du i første omgang tager kontakt til dit barns dagtilbud eller skole.
PPR samarbejder tæt med dagtilbud og skoler, og hjælpen tilrettelægges så vidt muligt med udgangspunkt i barnets hverdag og i samarbejde med barnet, forældrene og de fagprofessionelle omkring barnet.
Hvis du har brug for at komme i kontakt med PPR, kan du henvende dig til Skoleogdagtilbud@alleroed.dk
Faggrupperne i PPR
De konsultative pædagoger
PPR's konsultative pædagoger hjælper med at skabe gode rammer for børn og unges trivsel, udvikling og deltagelse i fællesskaber. De kan for eksempel inddrages, når et barn eller en gruppe af børn har svært ved at deltage i hverdagen i dagtilbuddet eller skolen.
Den konsultative pædagog samarbejder med de voksne omkring barnet og ser sammen med dem på barnets ressourcer, relationer og de situationer, barnet indgår i. Fokus er både på barnet og på, hvad de voksne og læringsmiljøet omkring barnet kan gøre anderledes.
Den konsultative pædagog kan blandt andet observere hverdagen i dagtilbuddet eller skolen, rådgive og sparre med medarbejdere og ledelse og hjælpe med at finde nye handlemuligheder i den pædagogiske praksis.
De konsultative pædagoger arbejder også med udviklingsforløb og kompetenceudvikling i dagtilbud og skoler, så de voksne omkring børnene får bedre muligheder for at skabe fællesskaber, hvor flere børn kan deltage.
Fraværsteamet
Fraværsteamet hjælper børn og unge, der har bekymrende skolefravær eller er i risiko for at udvikle det. Målet er at hjælpe barnet med at bevare eller genfinde sin tilknytning til skolen, undervisningen og fællesskabet.
Skolefravær kan have mange forskellige årsager. Derfor samarbejder Fraværsteamet med barnet eller den unge, jer som forældre, skolen og andre relevante fagpersoner om at forstå, hvad der ligger bag fraværet, og hvad der kan hjælpe barnet tilbage til en mere stabil skolegang.
Fraværsteamet kan blandt andet rådgive og vejlede familien og skolen, hjælpe med at afdække årsagerne til fraværet og bidrage til at planlægge og koordinere den indsats, der skal hjælpe barnet videre.
Fraværsteamet samarbejder også med skolerne om at opdage bekymrende fravær tidligt og udvikle skolernes arbejde med at forebygge og håndtere skolefravær.
Psykologerne
PPR's psykologer hjælper, når der er bekymring for et barns eller en ungs trivsel, udvikling eller læring. Det kan for eksempel være, hvis dit barn er ængsteligt, har svært ved at komme i skole, ikke trives i fællesskabet eller har faglige eller sociale udfordringer.
Psykologen samarbejder med barnet eller den unge, jer som forældre og de fagpersoner, der kender barnet fra hverdagen. Sammen undersøger I, hvad der er svært, hvad der allerede fungerer, og hvad der kan hjælpe barnet videre.
Psykologen kan blandt andet rådgive og vejlede, observere barnet i dagtilbuddet eller skolen og lave psykologiske undersøgelser og faglige vurderinger. Psykologen kan også hjælpe med at udvikle læringsmiljøet og de voksnes muligheder for at støtte barnet.
Hvis dit barn har brug for specialpædagogisk støtte eller et andet undervisningstilbud, kan psykologen udarbejde en pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV). En PPV beskriver barnets behov og giver anbefalinger til, hvordan barnet bedst kan støttes.
Logopæderne
PPR's logopæder hjælper børn og unge, der har udfordringer med tale, sprog, kommunikation, stemme, læsning eller hørelse. Det kan for eksempel være, hvis dit barn har svært ved at udtrykke sig, forstå sprog, udtale bestemte lyde eller har et høretab.
Logopæden samarbejder med barnet, jer som forældre og de fagpersoner, der kender barnet fra hverdagen. Sammen ser I på barnets ressourcer og udfordringer og på, hvordan omgivelserne bedst kan støtte barnets kommunikation, læring og deltagelse i fællesskabet.
Logopæden kan blandt andet rådgive og vejlede, observere barnet i dagtilbuddet eller skolen og lave logopædiske undersøgelser og vurderinger. Barnet kan også få et individuelt forløb eller deltage i et gruppeforløb.
Logopæden samarbejder desuden med dagtilbud og skoler om at skabe gode sproglige miljøer og kan rådgive de voksne omkring barnet om, hvordan de bedst understøtter barnets sproglige og kommunikative udvikling.
Fysioterapeuterne
PPR's fysioterapeuter hjælper børn og unge, der har udfordringer med motorik, bevægelse, sanser eller fysisk funktion. Det kan for eksempel være, hvis dit barn har svært ved at deltage i leg og aktiviteter, bliver udfordret af kroppens sanseindtryk eller har motoriske vanskeligheder.
Fysioterapeuten samarbejder med barnet, jer som forældre og de fagpersoner, der kender barnet fra hverdagen. Sammen ser I på barnets ressourcer og udfordringer og på, hvordan aktiviteter, omgivelser og fysiske rammer kan gøre det lettere for barnet at deltage i hverdagen.
Fysioterapeuten kan blandt andet observere og undersøge barnet og rådgive jer og de fagprofessionelle omkring barnet. På den baggrund kan fysioterapeuten anbefale konkrete aktiviteter, strategier eller ændringer i barnets hverdag.
Fysioterapeuten kan også vurdere, om barnet har behov for vedligeholdelsestræning, og samarbejder ved behov med andre fagpersoner omkring barnet.
Særlige tilbud
STIME - Behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel
Allerød Kommune tilbyder lettilgængelige, gratis behandlingsforløb til dig som barn eller ung med bekymringer og svære følelser.
Behandlingsforløbene hedder STIME og er tilbud til dig og din familie. De bygger på evidens og er målrettet forskellige typer af udfordringer og specifikke aldersgrupper.
Kommunen tilbyder disse STIME-forløb:
- Når bekymring eller tristhed fylder for meget (12-17 år)
- Når svære følelser fører til selvskade (12-17 år)
- Når tanker om krop og mad fylder for meget (10-17 år)
- Når gentagne tanker og handlinger tager styringen (6-17 år)
Mestringsluppen
Mestringsluppen er et gruppeforløb for børn fra 8 til 14 år med udviklings- og opmærksomhedsforstyrrelser eller lignende udfordringer.
I Mestringsluppen arbejder børnene med at forstå sig selv og andre og med at finde strategier, der kan gøre hverdagen lettere. De øver sig blandt andet i at forstå egne tanker, følelser og handlinger, passe på deres energi, deltage i fællesskaber og håndtere konflikter. Der arbejdes også med fællesskaber i skolen og online.
Forløbet består af ni gruppemøder for børnene. Samtidig deltager barnets nære voksne i et gruppeforløb, så de får viden og redskaber til at støtte barnet i hverdagen. Skolen inddrages også, så det, barnet lærer i Mestringsluppen, kan bruges og understøttes i barnets skolehverdag.
Sådan kommer I i gang
Forløbene kører hen over skoleåret i rul på de forskellige skoler. Hvis du tænker, at Mestringsluppen kan være relevant for dit barn, skal du tale med barnets skole. Skolen tager sammen med jer stilling til, om Mestringsluppen kan være et relevant tilbud for barnet, og hjælper jer videre.
Skole og specialtilbud i Allerød
Dagtilbud og specialtilbud i Allerød
Ny i Allerød Kommune?
Flytter I til Allerød Kommune, og har jeres barn behov for særlig støtte i dagtilbud eller skole?
Kontakt os gerne så tidligt som muligt, så vi kan forberede en god overgang.
For skolebørn skal I kontakte skolelederen i jeres bopælsdistrikt.
For dagtilbudsbørn kan man godt søge en plads uden at bo i kommunen, dog visitere vi ikke til basisplads/specialtilbud ud af kommunen uden PPV og dokumentation for I bliver borgere i Allerød.
Sådan foregår det, når I flytter til kommunen
Skole
Hvis jeres barn har behov for specialpædagogisk støtte eller et specialtilbud, skal I kontakte skolelederen på barnets kommende distriktsskole eller [AS1] [AS2] klyngelederen i det relevante dagtilbud.
Skolelederen sørger for, at sagen bliver indstillet til kommunens visitationsudvalg, hvis der er behov for at tage stilling til et specialtilbud i skolealderen.
For at visitationsudvalget kan behandle sagen, skal der foreligge en nyere pædagogisk-psykologisk vurdering (PPV). Hvis jeres barn allerede er kendt af PPR i den kommune, I flytter fra, er det derfor vigtigt, at I får den seneste PPV med derfra.
Dagtilbud
For dagtilbud kan I allerede ved opskrivning på pladsanvisningen anføre, at jeres barn har særlige behov – pladsanviser sikrer at I får en dialog med koordinator, som afdækker hvilke behov jeres barn har – og hjælper ift den videre procedure.
Mit barn modtager allerede støtte eller specialundervisning
Hvis jeres barn allerede modtager specialpædagogisk støtte, specialundervisning eller går i et specialtilbud, skal Allerød Kommune vurdere, hvilken støtte eller hvilket tilbud der bedst imødekommer barnets behov efter flytningen.
Et specialtilbud fra barnets tidligere kommune overføres derfor ikke automatisk til Allerød Kommune. Visitationsudvalget tager stilling til barnets behov på baggrund af den nyere PPV og de øvrige relevante oplysninger om barnet.
Skole og Dagtilbud
Tlf.: 48 10 08 31
Mandag kl. 12:00 - 17:00
Tirsdag kl. 08:00 - 14:00
Torsdag kl. 12:00 - 17:00
Log på med MitID for at sende sikker mail (Digital Post)
Allerød Rådhus
Bjarkesvej 2
3450 Allerød
