
Tirsdag, den 12. september 2023 bliver en festlig dag for Allerød, når Hendes Majestæt Dronningen kommer på bybesøg i kommunen.
Besøget, der oprindeligt skulle have fundet sted i maj, blev udsat på grund af Dronningens rygoperation.
”Vi glæder os meget til besøget i vores naturskønne kommune til september”, udtaler borgmester Karsten Längerich.
”Dronningens besøg den 12. september bliver en stor og spændende festdag for hele vores kommune, hvor vi vil vise Dronningen noget af alt det, Allerød har at byde på. Det bliver en god blanding, som både fortæller om Allerød i form af stærke fællesskaber, kultur og innovative virksomheder”, fortæller Allerøds borgmester.
”Der arbejdes med programmet for besøget, som vil blive offentliggjort senere. Vi har så meget at vise frem, at vi må prioritere i vores valg. I tilrettelæggelsen af programmet gør vi vores bedste for at give rig mulighed for at hilse på vores Dronning”, slutter borgmester Karsten Längerich.
Programmet bliver offentliggjort ca. tre uger før besøget samtidig med presseakkrediteringen åbner. Følg med her på kommunens hjemmeside www.alleroed.dk.