Opgaveudvalget for fastholdelse og rekruttering af velfærdsmedarbejdere i Allerød Kommune har færdiggjort deres anbefalinger
Anbefalingerne skal gøre Allerød Kommune mere attraktiv for særligt tre faggrupper. Læs om det af byrådet nedsatte § 17, stk. 4 opgaveudvalg og se den endelige rapport med anbefalingerne her.
Eksperter, fagfolk, repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner og fagforeninger samt politikere har i regi af et §17, stk. 4 opgaveudvalg, nedsat af byrådet, skulle komme med konkrete anbefalinger til, hvordan kommunen kan forbedre fastholdelse og rekruttering af medarbejdere og mindske de afledte konsekvenser af manglen på kvalificeret arbejdskraft.
Opgaveudvalgets arbejde er nu afsluttet og på baggrund af data og erfaring, er det vurderet, at udfordringerne på den korte bane er størst for især tre faggrupper: pædagoger, social- og sundhedsassistenter og –hjælpere. Derfor er anbefalingerne målrettet især disse tre faggrupper.
De samlede ni anbefalinger sigter mod at styrke fagligheden, øge fleksibiliteten og medarbejdernes indflydelse i hverdagen samt etablere en systematisk og koordineret modtagelse af nye kollegaer. Samtidig er der også en anbefaling om en fokuseret indsats i forhold til kommunikation, for at sikre tilstrækkelig understøttelse af indsatserne.
Opgaveudvalgets anbefalinger behandles på byrådsmøde den 31. august 2023.