Allerød Kommune vil understøtte en udbredelse af solceller i kommunens erhvervsområder. For at afklare og konkretisere, hvordan indsatsen og de afsatte midler bedst understøtter udviklingen, vil kommunen inddrage kommunens virksomheder i at belyse eventuelle udfordringer, muligheder og interesse for at etablere solceller.
Indsatsen skal ses som en del af et øget fokus fra kommunens side på at inddrage og styrke samarbejdet med de lokale virksomheder.
Da kommunen ikke har direkte beføjelse til at beslutte, om virksomheder skal investere i solceller, vil indsatsen i høj grad være defineret af kommunens rolle som facilitator for omstilling og vidensdeling.
For at sikre, at indsatsen understøtter en rimelig og retfærdig fordeling, er det centralt for kommunen, at alle virksomheder får mulighed for at deltage, samt at gode erfaringer kommunikeres videre, således at alle virksomheder kan have gavn af arbejdet.
Allerød Kommune vil desuden arbejde på at udnytte kommunale tagflader til solceller, hvis det bliver muligt på flere af kommunens bygninger, end det er tilfældet i dag. Kommunen har inden for de gældende lovgivningsmæssige rammer afsøgt potentialet og opsat solceller, men afventer yderligere krav eller lempelser af reglerne om selskabsdannelse.